Blinde kunne ‘se’ bogstaver, som forskere skrev med elektricitet i deres hjerner
Blinde elektroder 'se' bogstaver elektricitet

Kan elektriske impulser på hjernen måske hjælpe blinde mennesker til at genvinde synet i fremtiden? (Arkivfito: Shutterstock)

Kan elektriske impulser på hjernen måske hjælpe blinde mennesker til at genvinde synet i fremtiden? (Arkivfito: Shutterstock)

Kilde: 
20 maj 2020

I et nyt studie lykkedes det forskere at få blinde mennesker til at ’se’ bogstaver, som forskerne tegnede på overfladen af de blindes hjerner.

Det skriver mediet Livescience.

Bogstaverne blev skrevet ved at stimulere forsøgspersonernes hjerner med elektroder, som var implanteret på deres hjerners overflade.

Eksperimentet fungerede ifølge Livescience både hos blinde og seende forsøgsdeltagere.

Håbet er, at eksperimentet kan være et lille skridt i retningen af at udvikle teknologi, som engang i fremtiden vil gøre det muligt for blinde mennesker at ’se’ deres omgivelser ved hjælp af elektriske impulser.

»Evnen til at opfange formen på et familiemedlem eller at kunne navigere mere uafhængigt ville være et skønt fremskridt for mange blinde patienter,« siger en af forfatterne bag studiet Daniel Yoshor fra Baylor College of Medicine til Livescience.

Den grundlæggende ide bag forsøget kan sammenlignes med de såkaldte cochlear implantater, som gør det muligt for døve og hørehæmmede mennesker at ’høre’ ved at stimulere nerverne i det indre øre.

Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cell. Det kan imidlertid godt have lange udsigter, før et nyt implantat, som gør det muligt at få synet tilbage, kommer på banen.

»Der er fortsat en række udfordringer, som skal klares,« før forskningen kan udnyttes i en brugbar syns-protese, skriver Pieter Roelfsema, direktør for det hollanske Institute for Neuroscience i en artikel, som er bragt sammen med det nye studie i Cell.

lb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.