Bizart studie gør folk ude af stand til at lokalisere deres egne tænder

Har vi en medfødt evne til at vurdere, hvor vores mund og tænder befinder sig? Det mener forskerne bag et nyt studie ikke, at vi har. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
23 juli 2019

Din mund er måske ikke, hvor du tror den er. Eller du kan i hvert fald snydes til at tro, at den befinder sig et helt andet sted. 

Det lyder mærkeligt, men det er ikke desto mindre, hvad et britisk forskerhold har påvist i et nyt studie, skriver IFL Science. 

Du kender måske den kendte ‘rubber hand illusion’: 

En forsøgsperson sidder med sin venstre hånd på et bord, og den højre under bordet. I stedet er der placeret en gummihånd, der hvor den højre hånd ville ligge. 

Gummihånden kildes med en fjer, og det får forsøgspersonerne til at mærke en fantomkilden i deres højre hånd, der ligger under bordet. 

Hjernen havde snydt forsøgspersonerne til at tro, at det var deres hånd, der blev kildet.

'The Rubber Hand Illusion' illustrerer, hvordan vores bevidsthed ikke altid er så instinktivt forbundet til vores krop, som vi tror. (Video: BBC Two/YouTube)

Nu har britiske forskere lavet en pendant til det kendte psykologiske eksperiment, hvor de har snydt otte personers hjerner til at tro, at deres mund var placeret et helt andet sted.

Forsøget er ifølge forskerne en undersøgelse af, hvorvidt vores opfattelse af vores munds position er et naturligt instinkt, eller noget, vi tillærer os. 

LÆS OGSÅ: Optiske illusioner giver vigtig viden om, hvordan vi oplever verden

Forskerne har givet forsøgets deltagere bind for øjnene og placeret deres hager på en flade, så de kunne hvile hovedet. 

Otte centimeter under deltagernes tænder havde forskerne placeret et eksemplar af falske tænder. 

Hver deltager fik at vide, at en af forskerne ville tage forsøgspersonernes højre hånd og føre den op mod deres tænder. Men i virkeligheden førte forskeren forsøgspersonernes hånd hen til de falske tænder, mens forskeren selv rørte ved forsøgspersonernes tænder.

Mens det mærkelige tand-kæleri stod på blev deltagerne bedt om at pege på deres egne tænder med deres venstre hånd. 

Her viste det sig, at deltagerne gennemgående pegede forkert. De pegede således på et punkt lige omkring 1,5 centimeter under deres egne tænder i gennemsnit.

Derudover havde de følelsen af, at de rørte deres egne tænder - mens de altså i virkeligheden rørte de falske. 

LÆS OGSÅ: Snup et stoffrit hallucinations-fix

For at undersøge det yderligere, gennemførte forskerne en række lignende, men lettere modificerede eksperimenter.

Her viste det sig, at det samme skete, selvom deltagerne rørte ved falske tænder, der var iført velcro, så deres overflade slet ikke mindede om ægte tænder.

Det skete også, da forskeren bevægede sin finger i den modsatte retning af den retning, som forsøgspersonerne gjorde, når de rørte ved de falske tænder.

I et tredje forsøg havde forskerne gjort, så de falske tænder manglede et par tænder. Her pegede deltagerne ikke forkert, men de havde stadig følelsen af, at de rørte deres egne tænder.

LÆS OGSÅ: Dyr bliver også snydt af illusioner

Udover at forsøget er rimelig bizart i sig selv, så peger det altså på, at opfattelsen af, hvor vores mund befinder sig, er lært gennem erfaringer og oplevelser og ikke er medfødt. 

I den videnskabelige artikel skriver forskerne, at spædbørn, og måske endda fostre, sandsynligvis lærer, hvor deres mund er og dermed bygger et hånd-til-mund-system ved at prøve sig frem. 

De håber, at denne viden på sigt kan hjælpe eksempelvis Alzheimer-patienter, der mister evnen til selv at spise, fordi de har svært ved noget så basalt som præcist at føre hånden til munden.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift European Journal of Neuroscience.

LÆS OGSÅ: Lys-illusion får pupillen til at trække sig sammen

LÆS OGSÅ: Sådan bliver du narret af din intuition

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.