Bilos kan muligvis øge risikoen for dødsfødsler
Ny forskning viser, at luftforurening kan øge risikoen for dødsfødsler. Der er dog brug for mere præcise målinger, før man kan være helt sikker på, at der er en sammenhæng, siger dansk forsker.
Bilos dødsfødsler øge risiko

Partikelforurening fra biler kan sandsynligvis øge risikoen for dødsfødsler, viser ny forskning. (Foto: Shutterstock)

Partikelforurening fra biler kan sandsynligvis øge risikoen for dødsfødsler, viser ny forskning. (Foto: Shutterstock)

 

Gravide kvinder, som bor i meget forurenede byer, får oftere dødfødte børn, end kvinder, der bor i renere omgivelser.

Det viser resultatet af en gennemgang og en meta-analyse af de undersøgelser, der hidtil er lavet om sammenhængen mellem dødfødsler og gravides eksponering for udendørs luftforurening.

»Et foster under udvikling er meget følsomt over for de toksiske stoffer, moderen er udsat for under graviditeten. Vi ved, at luftforurening er yderst skadeligt. Der er tilstrækkelig evidens for, at det er kræftfremkaldende,« siger Lisbeth E. Knudsen, der er professor på Københavns Universitets Institut for Folkesundhed.

 »Det nye studie er lige efter bogen, og resultatet er skræmmende, for dødsfødsler er det mest tragiske udfald af en graviditet,« siger hun efter at have læst den videnskabelige artikel.

Stigning i partikler øger risiko

I det nye studie, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Occupational & Envirommental Medicine, har finske forskere set på de ialt 13 undersøgelser, der hidtil er publiceret om udendørs luftforurening og dødsfødsler.

Forskerne endte med at gå i dybden med tre undersøgelser, som er lavet i USA og Asien, fordi resten var for forskelligartede til at kunne sammenlignes.

Deres analyse viser, at:

  • Kvinder, som bor i områder med en øget koncentration af fine partikler (PM2.5) i luften, har øget risiko for at få et dødsfødt barn - risikoen stiger, jo mere koncentrationen af partikler stiger. Fine partikler er partikler, der er så små, at de kan inhaleres. De kommer hovedsagligt fra forbrændingsprocesser, eksempelvis fra bilos. For hver 4mg/m3 stigning af fine partikler i luften øges risikoen for dødsfødsler med to procent. 
     
  • Især hvis moderen har været eksponeret for et højt niveau af luftforurening i tredje periode af graviditeten, kan barnet være i fare for at dø.
     
  • Eksponering for nitrogen, carbon monoxid, større partikler PM10 og ozon er også knyttet til en forhøjet risiko for fosterdød. Det er stoffer, som også bliver udledt af forbrænding.

Resultaterne skal tages med forbehold

De undersøgelser, forskerne har inkluderet, er dog af svingende kvalitet, og resultaterne skal derfor tages med et vist forbehold, anbefaler en dansk forsker, som selv har lavet en række undersøgelser om sammenhængen mellem luftforurening, graviditetskomplikationer og uønskede fødselsudfald.

Fakta

Professor Lisbeth E. Knudsen har været med til at lave den internationale klassifikation over kræftfremkaldende stoffer for det Internationale Agentur for Cancer Forskning (IARC), som er en del af Verdenssundhedsorganisationen (WHO). I klassifikationen er forurening fra biler og andre forbrændingskilder placeret i den højeste - det vil sige mest skadelige - kategori. IARC inddeler stofferne i fem kategorier afhængigt af, hvor stærk evidensen er for, at de er kræftfremkaldende.

Marie Pedersen, som er lektor på København Universitets Center for Epidemiologi og Screening, har blandt andet publiceret studier, som peger på, at eksponering for et højt niveau af partikelforurening under graviditeten kan føre til:

● at barnet får DNA-skader 
● at barnet vejer for lidt ved fødslen
● at den gravide kvinde får forhøjet blodtryk

I en kommentar, også bragt i Occupational & Envirommental Medicine, skriver Marie Pedersen, at der er brug for flere og mere præcise undersøgelser, før man kan være sikker på, at udendørs luftforurening også øger risikoen for dødsfødsler:

»De nye resultater er forbundet med usikkerhed, for forskerne har ikke haft mulighed for at måle luftforureningen lige der, hvor kvinderne bor,« siger Marie Pedersen og fortsætter:

»De har brugt målestationer, som måler luftforureningen i et stort område, for eksempel i en hel bydel. Derfor har de ikke kunnet tage højde for, at der kan være forskel på, hvor meget luftforurening kvinderne har været eksponeret for afhængigt af, hvor i området de bor.« 

Andre forhold kan have skadet fostret

Forskerne bag de tre undersøgelser i meta-studiet har heller ikke kunnet tage højde for, om der har været andre forhold i kvindernes liv end luftforureningen, der kan have skadet deres fostre.

For eksempel har de ikke haft oplysninger om kvindernes arbejdsforhold, deres alkoholforbrug eller deres vægt.

Alligevel er det nye meta-studie værdifuldt, understreger Marie Pedersen: 

Kvinder, som bor i områder med en øget koncentration af fine partikler (PM2.5) i luften, har øget risiko for at få et dødsfødt barn - risikoen stiger, jo mere koncentrationen af partikler stiger. (Foto: Shutterstock)

»Det er et meget vigtigt studie. Vi ved stadig meget lidt om, hvad der forårsager, at et barn dør under graviditeten, siger hun og fortsætter:  

Store geografiske forskelle i antallet af dødsfødsler tyder på, at miljøet spiller en rolle, men hidtil har det været et relativt forsømt forskningsområde.«

 

Dansk undersøgelse er på vej  

Sammenhængen mellem udendørs luftforurening og dødsfødsler bliver snart belyst nærmere, for Marie Pedersen skal selv i gang med en stor undersøgelse af, hvordan danske kvinders eksponering for luftforurening hænger sammen med hyppigheden af dødsfødsler.

Den slags undersøgelser er nemmere at lave i Danmark end i de fleste andre lande, for danske forskere har udviklet et særligt modellerings- og målesystem, hvor de kan estimere, hvordan luftkvaliteten er på bestemte steder og tidsperioder.

»Desuden har vi den store danske fødselskohorte, som rummer detaljerede oplysninger om tusindvis af kvinder og børn. Derfor har vi mulighed for at undersøge, om det er andre forhold end luftforureningen, for eksempel arbejdsforhold og livsstil, der påvirker kvinderne, mens de er gravide ,« siger Marie Pedersen.

I undersøgelsen skal hun og kolleger fra Københavns Universitet, Kræftens bekæmpelse og Aarhus Universitet også se på, om gravide, som er udsat for meget luftforurening, oftere har spontane aborter end andre.

»Vi kan også tage højde for, hvordan trafikstøj påvirker kvinders graviditet. Støj om natten kan forstyrre ens søvn, og hvis man over en lang periode har haft problemer med at sove, har man et svagere immunforsvar og er mere sårbar overfor infektion,« siger Marie Pedersen.

»Hvis man får en infektion, mens man er gravid, er der muligvis større risiko for, at man aborterer,« fortsætter hun.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Hubbles utrolige billeder her.