I dag er litiumbehandling af patienter med bipolar lidelse alment anerkendt i psykiatrien, men sådan har det ikke altid været.

I 1949 opnåede en australsk forsker et gennembrud med litiumbehandlingen, som man på det tidspunkt overhovedet ikke kendte til som behandlingsform, men opdagelsen blev gemt væk i et lille, ukendt videnskabeligt tidsskrift.

Den danske forsker Mogens Schou tog sagen op og bragte behandlingen ind i psykiatrien – en behandlingsform, der anslås at have sparet USA for 145 milliarder dollars i perioden fra 1970 til 1994.

Inspirationen kom som krigsfange

Historien begyndte allerede i 1920'erne, da John Cade var helt ung. Hans far var medicinsk overlæge på forskellige psykiatriske hospitaler, og John og hans bror Frank brugte masser af timer på de psykiatriske afdelinger.

Tiden blandt patienterne gav John en stærk forståelse for mentale sygdomme, skriver WHO i en serie om sundhedsvidenskabelige gennembrud.

Som 21-årig dimitterede John Cade som læge fra University of Melbourne. Han blev gift og stiftede familie. Da Anden Verdenskrig brød ud, trak han i uniformen og drog i krig. Han blev udnævnt til major i september 1941, men endte kort efter som krigsfange, da Singapore faldt til Japan.

I tre år levede han som krigsfange i Changi Prison. Her oplevede han, hvordan flere af hans medfanger udviste tegn på psykisk sygdom.

John Cade holdt øje med, hvordan medfangernes mentale tilstand vekslede mellem mani og depression, og noterede sig, at der ikke var noget fast mønster.

Skyldtes måske et giftstof

Denne vekslen mellem forskellige mentale tilstande ledte Cade til at tro, at medfangernes mentale tilstand var foresaget af en kemisk ubalance fremfor en fysisk skade, skriver Joseph A. Schwarcz i bogen 'The Fly in the Ointment: 70 Fascinating Commentaries on the Science of Everyday Life'.

Det fik ham til at spekulere i, om der kunne være en kemisk forklaring på medfangernes vekslende mentale tilstande.

Konkret forestillede John Cade sig, at medfangernes mentale lidelser skyldtes et giftstof, der fandt ind i hjernen, og som efterfølgende blev udledt i urinen.

Den hypotese forfulgte han, da han atter var hjemme til Australien.

Eksperimenterede med urin og marsvin i et træskur

John Cade fik arbejde på et hospital for psykisk syge krigsveteraner i Melbourne. Her forfulgte han sin nysgerrighed som grundforsker og gav sig til at eksperimentere for at forstå de psykiske sygdomme.

Hans arbejde foregik i, hvad der af WHO beskrives som et træskur, men det forhindrede ham ikke i at nå frem til banebrydende resultater.

Ved at sprøjte urinstof fra henholdsvis maniske, skizofrene og melankolske patienter samt raske mennesker ind i marsvin, kunne han undersøge den farmakologiske effekt af de forskellige giftstoffer.

Cade opdagede, at de maniske patienters urin var dødbringende i meget mindre doser end de andre patienttypers urin.

Gennembruddet var rent held

Cades opdagelse af litiums effekt på mani er af flere blevet beskrevet som et rent tilfælde.

Den kritik mener Philip B. Mitchell og Dusan Hadzi-Pavlovic, der er forfatterne bag WHO's udlægning af historien om litiums opdagelse, dog er forfejlet.

»Den slags kommentarer anerkender ikke, at mange banebrydende opdagelser kommer ud af ivrige, nysgerrige hjerner, der anerkender vigtigheden af uventede observationer, der opstår under systematisk forskning,« skriver de i artiklen om opdagelsen af litium.

Det er netop sådan en slags opdagelse, der er tale om.

John Cade blandede i første omgang litium i væsken med urinsyre fra de maniske patienter for at forstærke effekten på marsvinene. Cade forventede, at litiummet ville øge gifteffekten.

Men det modsatte skete.

Det indikerede, at litium havde en beskyttende effekt.

Brugte sig selv som forsøgsperson

Resultaterne gav John Cade en tro på, at litium kunne have en gavnlig effekt på maniske patienter, men inden han gav sig til at eksperimentere med at behandle maniske patienter, havde han brug for at sikre sig, at stoffet ikke var farligt at indtage for mennesker.

Han testede det derfor på sig selv. Han var heldig med at vælge en tilstrækkelig lav dosis, så han undgik farlige bivirkninger. Stoffet kan nemlig være dødeligt ved for høje mængder, ved vi i dag.

»Litiumbehandling har det, vi kalder et snævert terapeutisk vindue. Giver man for lidt, er der ingen virkning. Men man skal ikke meget over det terapeutiske interval, før man kan få forgivning og i værste fald dø. At Cade rammer en virkningsfuld dosis i første forsøg, er virkelig et lucky punch,« siger Raben Rosenberg, der er klinikchef på Psykiatrisk Center Amager og tidligere har arbejdet sammen med Mogens Schou på Psykiatrisk Hospital Risskov, og efterfulgte ham i hans professorat.

Herefter udvalgte John Cade ti patienter. Den første af dem havde gennem længere tid været den mest besværlige af patienterne på hospitalet. Blot tre uger efter behandlingen var indledt, var han allerede faldet til ro og blot 12 uger senere var han i stand til at forlade hospitalet.

Alle odds var mod litium

I dag ved vi, at behandlingen af maniske patienter med litium har sparet tusindvis af familier og patienter store lidelser og samfundet for milliarder af kroner i indlæggelsesomkostninger.

Konkret blev besparelsen i indlæggelsesomkostninger opgjort til 145 milliarder dollars i perioden fra 1970 til 1994 i artiklen 'The Role of Biomedical Research in Health Care Reform', der blev udgivet i det videnskabelige tidsskrift Science i 1994.

Men opdagelsen var faktisk tæt på aldrig at nå frem til patienterne.

I 1949, hvor John Cade udgav en videnskabelig artikel med resultaterne af eksperimenterne med litiumbehandling, var litium under mistanke for at forårsage dødsfald blandt hjertepatienter. Samtidig var Cade et ukendt navn i forskerkredse, så artiklen blev udgivet i et lille videnskabeligt tidsskrift.

Vigtigst af alt var måske det faktum, at litium er et grundstof. Der var derfor ikke nogle kommercielle interesser i at forske i eller udbrede behandlingsformen, fordi der ikke var ret mange penge at tjene.

Alle odds var altså imod opdagelsen, der var i overhængende fare for at gå i glemmebogen.

Danskere forhindrede opdagelsen i at blive glemt

Men i Aarhus sad Erik Strömgren, der var professor i psykiatri på Aarhus Universitet og overlæge ved Psykiatrisk Hospital Risskov.

Af årsager, det ikke er lykkedes Videnskab.dk at afdække, fandt han frem til John Cades artikel og hæftede sig ved resultatet.

»Erik Stömgren var meget alsidig og nysgerrig, men det er heldigt, at han læser Cades artikel og bliver opmærksom på litium. Men det gør han altså,« siger Raben Rosenberg.

Erik Stömgren opfordrede den lidt yngre læge Mogens Schou til at forfølge John Cades resultater. Det skulle vise sig at blive en helt afgørende beslutning.

Stor international modstand mod litium

Der var meget stor skepsis over for litiumbehandlingen i begyndelsen. Særligt i England var modstanden voldsom.

»Jeg er fuld af forundring over, at den her unge læge kunne klare presset fra førende forskere og fortsatte sit forskningsarbejde med litium,« siger Raben Rosenberg.

I stedet for at give op, vendte Mogens Schou front mod kritikerne og arbejdede ufortrødent på at overbevise dem gennem kontrollerede kliniske studier.

»Schou gjorde også et kæmpe arbejde med at udbrede kendskabet til litiumforskning. Han rejste utrætteligt verden rundt for at deltage i konferencer. Efterhånden begyndte det at slå igennem.«

Dansk indsats var helt afgørende

Raben Rosenberg er ikke i tvivl om betydningen af Risskov-forskernes arbejde inden for både grund- og klinisk forskning.

»Den danske indflydelse er helt afgørende. Fuldstændig. Hvis ikke Strömgren havde læst Cades artikel, og Schou ikke havde været så vedholdende og grundig i sit arbejde, var litium aldrig blevet et psykiatrisk lægemiddel. Det var en enestående indsats, han ydede,« siger han.

På baggrund af Mogens Schous arbejde endte litium med at blive tilladt som lægemiddel i USA.

International hæder til Mogens Schou

Det endte da også med, at behandlingen blev anerkendt bredt over hele verden. Mogens Schou høstede stor anerkendelse for sit arbejde.

»Han får stort set al den hæder, man kan inden for psykiatri. Han mangler stort set kun Nobelprisen for at have modtaget alle de store priser. Det var en stor opdagelse,« fortæller Raben Rosenberg.

John Cades rolle i opdagelsen af litiums egenskab er også blevet anerkendt ved flere lejligheder.

Sammen med Mogens Schou modtog han i 1974 en stor international forskerpris for deres arbejde med litiumbehandlingen.

Efter John Cades død er flere hospitalsafdelinger i Australien blevet opkaldt efter ham, og i 1980 holdt Mogens Schou den første mindeforelæsning efter Cades død.

Mogens Schou var meget aktiv som forsker helt frem til sin død i 2005.

I Aarhus Universitets nekrolog blev det beskrevet, hvordan han var til en konference, hvor han præsenterede forskningsresultater blot få dage før sin død. Han blev 86 år.