Cykelsadlen er, indlysende nok, en af de helt vitale dele af cyklen.
Passer sadlen og cykelrytteren ikke godt sammen, fører det hurtigt til ubehag og måske ligefrem skader i form af siddesår. Et siddesår kan i sidste ende tvinge en rytter til at udgå af Tour de France.
Der eksisterer mange forskellige sadler på markedet, så i princippet burde det være muligt for hver enkelt rytter at finde en komfortabel sadel. Men ofte er rytterne tvunget til at køre med en bestemt sadel på grund af sponsoraftaler, og det kan være et problem for nogle ryttere.
Denne artikel er en del af ForskerZonen, hvor forskerne selv kommer direkte til orde og skriver om deres forskning.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Det er muligt at måle det tryk, som kroppen påvirker sadlen med. Til det formål anvendes en særlig trykregistrerende ’måtte’, som placeres på sadlen.
Den teknik blev for nylig anvendt i en videnskabelig undersøgelse, som involverede 19 kvindelige cyklister.
Undersøgelsen gav detaljeret information om, hvordan sadeldesignet påvirkede trykfordelingen. Og på baggrund af informationerne kunne der gives anbefalinger til, hvordan sadler til kvinder bedst designes.
I videoen løfter Chris Anker Sørensen sløret for, hvor ubehageligt det rent faktisk er med sådan et siddesår. Så derfor gør rytterne også alt for at undgå det.