Julen står for døren med alskens godter, flæsk og våde varer at skåle i.
Og ja ja, vi ved godt, at vi måske burde holde nallerne fra konfekten måske bare hver anden gang, den går på runde.
Men den søde juletid smager altså rigtig godt, og det er jo kun jul en gang om året, ikke?
Hvis du også godt kunne bruge et ekstra skud selvkontrol her i december, er der hjælp at hente.
Du kan nemlig træne din hjerne til at fokusere mere på langsigtede konsekvenser og mindre på klejnen foran dig lige nu.
Selvkontrol er energikrævende
Hvis vi tænkte os grundigt om, inden vi tog beslutninger, burde de langsigtede mål stort set altid vinde.
Alligevel kommer vi tit til at tage det valg, som belønner eller gavner os lige her og nu i stedet for – for eksempel det at spise førnævnte klejne.
Hvordan det kan være, og hvad selvkontrol egentlig er for en størrelse, undersøger Jais og Asbjørn i ugens afsnit af hjernepodcasten Brainstorm.
\ Om Brainstorm sæson 2
’Brainstorm’ er Videnskab.dk’s ugentlige podcast om hjernen – udkommer fredage.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden, som er den største private bidragsyder til dansk, offentligt udført hjerneforskning.
Videnskab.dk og Lundbeckfonden deler en ambition om at udbrede viden til alle om hjernen og hjerneforskningen.
Brainstorm kan produceres takket være støtte fra Lundbeckfonden.
De gode forklaringer kommer Signe Allerup Vangkilde, der er lektor i neuropsykologi ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet, med.
Hun fortæller, at selvkontrol ikke er en uudtømmelig ressource, og at det faktisk kræver energi af os at udøve selvkontrol.
Det er blandt andet derfor, vi har sværere ved at lade slikskålen være, hvis vi er pressede, trætte eller sultne.
\ Læs mere
Hold ud!
Ifølge Signe Allerup Vangkilde kan vi heldigvis godt træne vores selvkontrol.
Det kan vi blandt andet gøre ved at presse os selv til at blive i ubehagelige situationer i længere tid, for på den måde kan vi holde ud endnu længere, næste gang vi står i en lignende situation.
Det lyder jo ikke umiddelbart særligt rart.
Men hvis man prøver at overbevise sig selv om, at det faktisk ikke er så slemt, og at det bare er for en periode, bliver det lidt nemmere.
Og vores erfaringer hjælper os.
For hver gang, vi skubber vores grænser lidt, bliver vi bedre til at stå imod.
Med lidt træning kan vi altså med tiden blive bedre til at tænke på de langsigtede konsekvenser.
Signe Allerup Vangkilde fortæller dog også, at for meget selvkontrol godt kan blive et problem, som når den eksempelvis leder til spiseforstyrrelser og overtræning.
Det gode gamle ordsprog ‘alt med måde’ er altså værd at skrive sig bag øret – især her i julemåneden.
Så tag du bare og nyd den småkage – men se, om du kan efterlade et par stykker til moster Inge også.