Antidepressiv medicin skader barnet i maven
Når deprimerede gravide tager antidepressiver, går det ud over deres ufødte børn, viser en netop offentliggjort dansk undersøgelse.

Antidepressiv medicin kan være et dårligt bud på at løse en despression hos gravide, viser ny dansk forskning. (Foto: Colourbox)

I mange lande, heriblandt Danmark, står SSRI-præparater, de såkaldte lykkepiller, øverst på anbefalingslisten til gravide kvinder, der bliver ramt af depression eller andre psykiske sygdomme.

Men nu viser dansk forskning, at hvis moren tager antidepressiv medicin, kan det gå ud over hendes endnu ufødte barn. Undersøgelsen offentliggøres i dag i oktoberudgaven af det månedlige tidsskrift Archives of Pediatrics & Adolescent Medicine.

Publikationens hovedforfatter er læge Najaaraq Lund fra Aarhus Universitet, som i øjeblikket er i gang med et ph.d.-projekt i det vestafrikanske land Guinea-Bissau.

»Vores resultater viser, at der er en effekt på fosteret. Graviditeten bliver i gennemsnittet kortere, og barnet ser ud til at være påvirket,« fortæller Najaaraq Lund til Videnskab.dk fra Guinea-Bissau.

For tidlige fødsler og mindre sunde børn

Hun har systematiseret data fra Skejby Sygehus, der strækker sig fra 1989 til 2006. Det viste sig, at gravide kvinder på SSRI-præparater fødte i gennemsnittet 4,5 dage tidligere end gravide kvinder, der ikke har haft psykiske sygdomme.

Men hvad der er mere interessant, fødte gravide på den antidepressive medicin 3,8 dage tidligere, end kvinder med psykiske sygdomme, som ikke tog lykkepiller.

Fakta

VIDSTE DU

Selektive serotonin-genoptagshæmmere (SSRI) eller såkaldte lykkepiller er en gruppe antidepressive lægemidler, som anvendes til behandling af moderate og svære depressioner, angstlidelser og visse personlighedsforstyrrelser.

Samtidig havde nyfødte børn, hvis mødre tog lykkepiller, væsentlig større risiko for at få et for lavt resultat i den såkaldte Apgar-test, som bruges til at bedømme børnenes helbred. Og endelig var de børn også i større fare for at ende på kuvøse-afdelingen, der er beregnet til at hjælpe spædbørn, som er syge eller for tidligt fødte.

Psykoterapi skal overvejes

Med den nye viden om medicinens bivirkninger, er det formentlig en god idé at kigge med friske øjne på, hvordan man behandler gravide kvinder, der bliver ramt af psykiske sygdomme.

»Man skal måske overveje, om ikke kvinderne kan undvære lykkepillerne og skal sendes til psykoterapi i stedet for,« siger Najaaraq Lund og fortsætter:

»Men når det er sagt, vil der alligevel være en del tilfælde, hvor man er nødt til at anbefale lykkepillerne. Lægerne skal bare vurdere fordelene og ulemperne ved lykkepillerne afhængig af hver kvindens tilstand og situation.«

Man anslår, at helt op til mellem 10 og 20 procent af alle gravide kvinder er deprimerede, så Najaaraq Lunds og hendes kollegaers forskning kan få betydning for millioner af kvinder i hele verden.

Om undersøgelsen

Forskerne sammenlignede data hos børn født af

  • 329 kvinder, der tog lykkepiller  
  • 4902 kvinder, der led af psykiske sygdomme, men ikke tog lykkepiller  
  • 51.770 kvinder, der ikke led af psykiske sygdomme