I en ny befolkningsundersøgelse fra Sverige fandt forskerne, at personer, der havde taget antibiotika, havde en højere risiko for at udvikle kræft i den første og midterste del af tyktarmen.
Årsagen kan være, at antibiotika påvirker bakteriekulturen i tarmen.
»Mange etablerede risikofaktorer, som overvægt og kost, kan ændre mikrobiomet i tarmen, men antibiotika kan have en mere forstyrrende effekt,« skriver forskerne i studiet.
Forskerne så på registrerede tilfælde af tyktarmskræft i den svenske befolkning mellem 2010 og 2016.
Omkring 40.000 patienter med diagnosen var inkluderet i studiet. Gruppen blev sammenlignet med en kontrolgruppe bestående af cirka 200.000 kræftfrie personer.
Oplysninger om den enkeltes forbrug af antibiotika blev hentet fra det svenske receptregister.
Forskerne kiggede på tal fra perioden 2005 til 2016.
Antibiotika øger kræftrisiko en smule
81,3 procent af de personer, der udviklede tarmkræft, havde fået ordineret antibiotika en eller flere gange i perioden 2005 til 2016. Det samme tal var 77,6 procent i kontrolgruppen.
Studiet viser altså, at brug af antibiotika øgede risikoen for at udvikle tarmkræft i løbet af de næste 5 til 10 år.
Risikostigningen var størst for dem, der havde brugt antibiotika i lang tid, men der var også en vis stigning blandt de personer, der kun havde taget en kur, skrev forfatterne i en pressemeddelelse.
Kvinder og mænd, der havde taget antibiotika i mere end 6 måneder, havde 17 procent større risiko for at udvikle kræft i den første del af tyktarmen sammenlignet med dem, der ikke havde brugt lægemidlet.
Det betyder dog ikke, at risikoen for at få tarmkræft var stor, påpeger én af forskerne bag studiet, Sophia Harlid.
»Der er absolut ingen grund til bekymring, bare fordi du har taget antibiotika. Risikostigningen er moderat, og effekten på den absolutte risiko for den enkelte er ganske lille,« siger Sophia Harlid i pressemeddelelsen.
Hun er kræftforsker ved Umeå Universitet i Sverige.
Antibiotika bør ikke gives unødigt
Resultaterne understøtter dog, at der er mange grunde til at være restriktiv med antibiotika, mener Sophia Harlid:
»Selvom antibiotikabehandling i mange tilfælde er nødvendig og redder liv, bør der udvises forsigtighed ved mindre alvorlige lidelser, som under alle omstændigheder formentlig vil blive bedre. Frem for alt for at forhindre bakterier i at udvikle resistens, men som dette studie viser, også fordi antibiotika kan øge risikoen for fremtidig tyktarmskræft.«
Studiet viste ingen sammenhæng mellem at tage antibiotika og udvikle kræft længere nede i tyktarmen. Der var heller ikke tegn på øget risiko for at få kræft i endetarmen.
Især kvinder, der havde taget antibiotika, havde faktisk en noget mindre risiko til at få endetarmskræft.
Forskerne spekulerer på, om det kan have noget at gøre med seksuelt overførte sygdomme.
Britisk undersøgelse viser det samme
Tidligere undersøgelser har også indikeret, at brug af antibiotika er forbundet med en større risiko for at udvikle tarmkræft.
Et britisk studie fra 2019 viste, at brug af antibiotika var forbundet med en højere risiko for at få tyktarmskræft, men en mindre risiko for endetarmskræft.
Den nye svenske undersøgelse bekræfter således dette resultat.
»Robust sammenhæng«
Sådanne valideringstudier er meget vigtige, for på denne måde bliver vi endnu mere sikre på resultaterne, fortæller Trine Rounge, forsker ved Kræftregisteret i Norge.
»Det svenske studie er godt udført og validerer de vigtige fund fra Storbritannien,« skriver hun i en e-mail til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
Trine Rounge skriver, at der er fundet robuste sammenhænge mellem brugen af antibiotika og risikoen for tarmkræft.
»Begge studier finder, at sammenhængen afhænger af, hvor i tarmen kræften opstod. Det svenske studie viser også, at sammenhængen afhænger af typen af antibiotika.«
Desuden viser begge studier, at brug af antibiotika beskytter mod endetarmskræft, skriver Rounge.
»En stor del af diskussionen handler om mulige mekanismer via forandringer i tarmfloraen. Jeg støtter den hypotese, men ingen af disse studier kan sige noget konkret om det, da de kun analyserer registerdata og ikke for eksempel vævsprøver.«
Trine Rounge leder for indeværende et forskningsprojekt, der vil undersøge sammenhængen mellem tarmflora og tarmkræft nærmere. Læs mere om projektet her.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.