Amerikanske teenagepiger, der spiller fodbold, får dobbelt så ofte hjernerystelse som drenge
piger fodbold hjernerystelse drenge usa skoler dobbelt risiko

Forskerne bag et nyt studie efterlyser forskellige tilgange for kønnene i, hvordan man håndterer hjernerystelse. (Foto: Shutterstock)

Forskerne bag et nyt studie efterlyser forskellige tilgange for kønnene i, hvordan man håndterer hjernerystelse. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
29 april 2021

Teenagepiger får næsten dobbelt så ofte hjernerystelse som jævnaldrende drenge,når de spiller fodbold, men er halvanden gang mindre tilbøjelige til at blive skiftet ud, når det potentielt er sket.

Sådan lyder konklusionen på et amerikansk studie, som sammenligner data fra samlet set 80.000 kvindelige og mandlige fodboldspillere fra skolerne i staten Michigan.

Det skriver The Guardian.

Ifølge studiet er det uklart, hvorvidt de flere hjernerystelser blandt teenagepigerne skyldes, at de er bedre til at indmelde dem, eller på grund af de fysiologiske forskelle mellem drengene og pigerne.

Forskerne påpeger nemlig i studiet, at de kvindelige atleter har tyndere og mindre muskuløse halse end drengene, hvilket eksempelvis er en faktor i hovedstød, skriver The Guardian.

Den hypotese bakkes op af, at hvor den hyppigste årsag til hjernerystelse blandt drengene var kontakt med andre spillere, var det hos pigerne kontakt med objekter såsom bolden, samt at pigerne i gennemsnit skulle bruge to dage længere for at komme sig efter en hjernerystelse.

»Som en konsekvens af forskelle i antropometrik (kropsproportioner, red.) og mikrostrukturelle forskelle i hjernen mellem kønnene, er de kvindelige atleter måske mere udsatte for ‘diffus aksonal skade’, den dybereliggende årsag til hjernerystelse, end mændene,« skriver forskerne i studiet, ifølge The Guardian.

Forskerne mener, at studiet påviser et behov for forskellige strategier for kønnene for at undgå hjernerystelser.

»Eftersom vi ved, hvor vigtigt det er at blive fjernet fra spillet med det samme hos enhver atlet, hvor der er mistanke om hjernerystelse, er det bemærkelsesværdigt, at princippet ‘if in doubt, sit them out’ er mere tilbøjeligt til at være tilfældet for drengene end for pigerne,« fortæller forsker Willie Stewart, ifølge The Guardian.

»Koblet med vores påvisning af, at mekanismen bag skaden lader til at være anderledes mellem drenge og piger, antyder det, at der måske ville være værdi i at have kønsspecifikke tilgange til hjernerystelsestræning og håndtering i denne aldersgruppe.«

Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet Journal of the American Medical Association.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.