Amerikansk neurolog udvikler specialbygget sugerør, der måske kan stoppe hikke
Sugerør hikke stop

I et nyt studie har 90 procent af 249 frivillige brugere, der lider af hyppig hikke, givet udtryk for, at et nyt specialbygget sugerør var bedre mod deres hikke end allerede eksisterende midler. Der er dog visse forbehold ved studiet, som du kan læse om i artiklen herunder. (Foto Alvarez, JAMA Network Open, 2021).

I et nyt studie har 90 procent af 249 frivillige brugere, der lider af hyppig hikke, givet udtryk for, at et nyt specialbygget sugerør var bedre mod deres hikke end allerede eksisterende midler. Der er dog visse forbehold ved studiet, som du kan læse om i artiklen herunder. (Foto Alvarez, JAMA Network Open, 2021).

Kilde: 
21 juni 2021

Stå på hovedet. Få en til at forskrække dig. Hold vejret.

Der er flere måder at forsøge at stoppe sin hikke på, men for mange mennesker er der ikke meget andet at gøre end blot at vente på, at det forsvinder af sig selv.

En mindre del af verdensbefolkningen lider dog af hikke i sådan en grad, at det er en stor gene i deres hverdag.

Et hik beskrives oftest som en hurtig indånding af luft. Når man indånder og i samme ombæring lukker stemmelæberne hurtigt, skaber det ’hikke-lyden’.

Men måske er der kommet en ny metode til at stoppe – eller lindre – hikke.

Den amerikanske neurolog Ali Seifi har udviklet et specialbygget sugerør ved navn ’HiccAway’, skriver ScienceAlert.

Sugerøret har et mundstykke i den ene ende og en trykventil i den anden ende.

Med den indbyggede trykventil skal man suge hårdere end med et normalt sugerør. Dette pres får ens mellemgulv til at trække sig sammen, hvilket angiveligt skulle forhindre en i at hikke.

Med HiccAway skal man ifølge Seifi bruge et halvfyldt glas vand og sugerøret, og så gælder det ellers blot om at suge vandet op.

Seifi fik sat gang i projektet gennem en Kickstarter-kampagne (amerikansk crowdfunding-platform, red.), og i et nyt studie publiceret i tidsskriftet JAMA Network Open, er der offentliggjort en rundspørge blandt 249 frivillige fra hele verden.

Her indikerer 90 procent af brugerne, at de er mere positivt indstillede overfor sugerøret end eksisterende værktøjer, ifølge ScienceAlert.

Der er dog flere forbehold. Den indledende rundspørge er baseret på subjektiv feedback. Der har ikke været en kontrolgruppe i undersøgelsen, og der har derfor heller ikke været et placebomiddel med i studiet.

For at man kan være helt sikker på, at HiccAway rent faktisk virker bedre end andre midler, ville man skulle lave en videnskabelig undersøgelse med randomiserede studier, hvor en kontrolgruppe får et placebomiddel.

Samtidig er der ingen studier, der har bevist, at Ali Seifis metode rent videnskabeligt kan stoppe hikke.  

Der findes mange forskellige typer af hikke.

De fleste har oplevet hikke efter at have spist for hurtigt, hostet, grinet eller drukket alkohol.

Men der er dog også en del af befolkningen, der oplever eller har oplevet langvarig hikke som følge af en hjerneskade, kræft og flere andre sygdomme.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.