Vi får aldrig udryddet kræft
Ingen snakker om at løse kræftens gåde mere. De sidste ti år er det forståelsen af kræft – fra det lille til det mikroskopiske – som har været i centrum.

Lungekræft er kun en af de mange, mange kræftsygdomme. Den rammer årligt 4.000 nye danskere. Kuren, som blev forudsagt for ti år siden, er endnu ikke kommet – og kommer sandsynligvis aldrig. (Foto: National Cancer Institute)

Lige efter at forskning.no blev etableret, skrev det norske netmedie naturligt nok en artikel om kræft, vor tids store pest. En universel kræftvaccine er på vej, kunne vi meddele i juli 2002, for forskerne på Radiumhospitalet i Norge arbejdede med en vaccine, som ville kunne forlænge patientens liv og stabilisere kræften.

Hvordan står det til med vaccinen i dag, næsten ti år senere? Har den taget skridtet ud af laboratoriet og ind i almindelige patienters hverdag?

Ikke helt – vaccinen betragtes fortsat som såkaldt eksperimentel behandling, kan Steinar Aamdal fortælle. Han leder Seksjon for klinisk kreftforskning ved Oslo universitetssykehus (OUS), Radiumhospitalet.

»Vi har foretaget flere studier med vaccinen i forskellige kræftformer, med gode resultater. Men der mangler stadig et større sammenlignende studie, før vi ved, om vaccinen kan blive en del af standardbehandlingen,« fortæller han.

Fra laboratorium til klinik og tilbage igen

»I de videre studier af telomerasevaccinen, som den hedder, så vi, at nogle patienter havde ekstra god effekt af den. Og så viste det sig, at disse patienter havde det til fælles, at hos dem havde vaccinen vækket immunsystemet til kamp mod kræftceller, som havde fire forskellige peptider, eller fedtsyrer, på celleoverfladen,« forklarer Steinar Aamdal.

»Dermed gik vi tilbage til laboratoriet og udviklede en vaccine, som er rettet mod akkurat de peptider for at gøre vaccinen endnu mere effektiv. Virkningen skal nu undersøges nærmere hos patienter med lungekræft og med prostatakræft.«

Mange flere brikker i kræft-puslespillet

Historien om telomerasevaccinen er et godt billede på kræftforskningen som helhed de sidste ti år. Ingen snakker længere om at læse kræftgåden. I dag handler det oftere om at forstå kræften, ned til mindste detalje.

»Du kan sige, at vi havde et puslespil med 3.000 brikker, som nu – med ny viden – pludselig er blevet klippet op til 3.000.000.000 (tre milliarder) brikker,« siger Anne-Lise Børresen-Dale.

Hun er professor og kræftforsker ved OUS Radiumhospitalet og kalder de sidste ti år for molekylærmedicinens og genforskningens tidsalder.

»Den største forskel fra 2002 til i dag, vil jeg sige, er eksplosionen i, hvor meget data, er genereres i forskningen. Vi har utroligt meget mere information, men samtidigt er der en stor mangel i forståelsen af, hvordan vi skal sætte disse oplysninger sammen for at kunne give den bedst mulige behandling,« siger hun.

Lige så mange typer kræft, som der er patienter

At snakke om ’kræft’ er omtrent som at bede en astronom fortælle om, hvad der sker i universet. Det er umuligt at svare simpelt på.

Er der én ting, som forskerne har forstået de sidste ti år, så er det, at der findes næsten lige så mange kræfttyper, som der findes patienter.

»Det største, som er sket de sidste ti år, er, at vi har en meget større forståelse af cellers totalitet – både hvordan enkelte celler i kroppen reagerer på omgivelserne i det enkelte individ, og hvordan forskellige celletyper kommunikerer med hinanden,« fortæller Anne-Lise Børresen-Dale.

Brystkræft er ikke én sygdom, men mange. Måske skal patienterne deles ind i hele 15 forskellige grupper. (Foto: Colourbox)

Nøglen ligger på det molekylære niveau: Vi må helt ind i de enkelte celler og se, hvad der rører sig derinde.

»Tag for eksempel brystkræft: Vi ser, at brystkræft er mange forskellige sygdomme, og ved at bruge teknologier som gensekvensering ser vi, at hver svulst er unik. Det er jo måske ikke så mærkeligt, for vi er jo forskellige individer,« siger Anne-Lise Børresen-Dale.

Gener påvirker udviklingen af kræft

»Du bliver nødt til at forstå, hvad det er, generne i kræftcellerne laver, og hvad alt det andet rundt om kræftcellerne er. Hvis din svulst og min svulst har akkurat samme genskade, er det alligevel ikke sikkert, at den vil udvikle sig på samme måde, eller at vi reagerer ens på samme behandling.«

Vi kan for eksempel have forskellige typer væv rundt om svulsterne, og vi kan have arvet helt forskellig genetisk ’makeup’. Alt det påvirker både svulsten og vores reaktion på den og behandlingen.

»Det, som virkelig er gået op for os, er at det er samspillet mellem kræften og kroppen, vi må se på i meget større grad – det som kaldes systembiologi,« siger forskeren.

Vi kan ikke stoppe spredningen af kræft

Selvom vi stadig forstår mere og mere, må det være logik for burhøns at erklære sig lidt skuffet. Mødre og fædre, sønner og døtre dør fortsat hvert år af kræft, og ingen snakker længere om at løse kræftgåden.

»Jeg ved ikke, hvor det der med ’gåde” kom fra, det var næppe forskningsmiljøerne. Selvom kræftcellerne kan have mange fællestræk, er kræft ikke én sygdom – det er ikke én gåde, det er mange,« siger Steinar Aamdal.

»Jeg tror, at vi måske har været lidt naive,« istemmer Anne-Lise Børresen-Dale.

»Man har tænkt, at finder vi en kræftsvulst, så kan vi fjerne den og færdig med det. Men vi må huske på, at der findes skjulte kræftceller rundt omkring i kroppen. Kræften kan have spredt sig til nye områder, og det er spredningen, metastasen, som dræber,« påpeger hun.

»Vi tager primærsvulsten ud og studerer den og forsøger at finde en behandling, men det er jo ikke svulsten, vi finder, som er problemet. Det er kræftcellerne og de små mikrosvulster, som vi ikke ser ved diagnosetidspunktet, som senere tager livet af patienten. Hvis vi kan klare at hindre spredning, vil vi kunne reducere kræftdødeligheden betydeligt, men der er vi desværre kommet til kort.«

Strålebehandling på vej ud, målrettet terapi på vej ind

Standardbehandlingen for kræftpatienter har længe været cellegift, strålebehandling eller en blanding af de to. Men disse behandlinger dræber ikke bare kræftceller. Også friske celler sættes ud af spil af den brutale behandling.

Tiden for den type behandling er forbi, tror Anne-Lise Børresen-Dale:

»Jeg tror, at vi kan hente ganske meget ved at fokusere på såkaldt ’wellness’ – altså ikke at tillægsbehandle efter kirurgi - eller behandle minimalt,« siger hun.

Man har efterhånden udviklet såkaldt personaliseret medicinering, men forskerne mener, at det kun bør ses som et supplement til den allerede eksisterende stråle- og cellegiftbehandling. (Foto: Colourbox)

»Før sagde vi ’find den mest effektive behandling – den dosis, som har højst mulig effekt, uden at du samtidigt dræber patienten’. Nu er idealet det stik modsatte: Vi skal bruge den mindste dosis, som er mulig, som giver den bedst mulige effekt.«

Anne-Lise Børresen-Dale kalder ændringen for et paradigmeskift.

»Det er ikke længere ’slash and kill’ – vi foretager ikke længere bombardering, men bruger hellere avanceret krigsførelse. Vi forsøger at finde de svage punkter i kræftsvulsten og angribe der, det vil sige at målrette terapien.«

Enorm effekt for lungekræft-patienter

Et eksempel på en sådan målrettet behandling findes inden for lungekræftforskningen. Der har en sådan behandling, rettet mod de få patienter, som har én speciel mutation, været en enorm succes.

»Det gør ganske enkelt vældigt indtryk, når du ser, at nogle patienter kan have en enorm god effekt af en lille pille, det er noget af det, som har gjort mest indtryk de sidste ti år,« fortæller Åslaug Helland. Også hun er kræftforsker ved OUS Radiumhospitalet.

»Cirka ti procent af lungekræftpatienterne har en såkaldt EGFR-mutation i kræftcellerne, som gør, at celledelingen og spredningen af kræften går enormt hurtigt, og de patienter har indtil nu haft en meget dårlig prognose. Men nu er der kommet en pille med et stof, som hæmmer signalet, der sætter gang i dette høje gear. Dermed bremser det både væksten og spredningen af kræften,« forklarer Aslaug Helland.

»Vi har altså pludselig et helt nyt og virkningsfuldt behandlingsalternativ til disse patienter. Det er meget stort.«

Målrettet behandling helbreder ikke altid

Denne type målrettet behandling kaldes ofte 'personaliseret medicin' – en behandling for din sygdom, som er skræddersyet netop til din svulst og din krop.

Steinar Aamdal er imidlertid mere forsigtig med at spå denne personaliserede medicins triumf. For ham er disse målrettede behandlinger hellere en vigtig medhjælper end en erstatning for cellegift og stråling.

»Vi bygger ganske meget af vores forskning på denne målrettede behandling, og vi troede, det skulle være løsningen. Og mange af disse behandlinger virker godt, men de er ikke nødvendigvis så effektive, som vi havde håbet,« siger han.

»Det ser for eksempel ud til, at mange af disse nye molekyler, som går direkte ind og hæmmer signalerne i svulsterne, ikke er helbredende, men mere livsforlængende.«

Kræft tilpasser sig medicin

Kræften tilpasser sig nemlig den nye medicin, som evolutionen har lært den at gøre, og når én vej er blokeret, er den ofte sørgeligt hurtig til at finde en ny vej.

Noget af problemet med målrettede behandlingsmetoder er, at de som regel opdages i laboratoriet, i forsøg med mus eller med celler i petriskålen. Men den type resultater giver alt for sjældent lige så gode resultater, når mennesker skal i ilden:

Det er spredningen, når kræftcellerne bevæger sig gennem kroppen og fæster sig i nye organer, som tager livet af de allerfleste, som dør af kræft. (Colourbox)

Kun 11 procent af de prækliniske forsøg, som blev undersøgt i et studie i Nature for nyligt, gav resultater i kliniske forsøg.

»Som jeg ser det, fungerer disse nye terapier ikke altid godt nok alene, men de kan fungere vældigt godt sammen med traditionel cellegift,« siger Steinar Aamdal.

Kræftbehandling: Biopsi, biopsi, biopsi

Den universelle kræftvaccine fra 2002 er i live og går fortsat mod målet, og forskerne, som arbejder med den, skal teste den reviderede udgave i et større klinisk studie senere i 2012.

Selvom den ikke redder os fra kræften i dag, er dens udvikling de sidste ti år alligevel et godt eksempel på, hvordan man bør arbejde for at løse de forskellige problemer, vi har i mødet med kræften.

»Det, vi må gøre, kan nemt opsummeres: Nye prøver ved hvert tilbagefald, eller sagt på en anden måde; biopsi, biopsi, biopsi,« siger Anne-Lise Børresen-Dale.

»Når en patient har kræft, må vi tage prøver af svulsten og finde ud af så meget som muligt om den – hvilke mutationer har den, hvad type celler er det, hvordan har svulsten ændret kroppens egne celler, og så videre. Så kan vi forsøge at finde en passende behandling.«

»Så, hvis den terapi ikke fungerer, eller kun fungerer sådan delvist, så må vi tage nye prøver, og se, hvad der har forandret sig, og forsøge igen,« siger hun.

Kræft er evolution

Det kan være godt nyt for den enkelte patient, men vi må nok se langt efter den endelige løsning på en fælles kræftgåde for alle patienter. Den tror hverken Anne-Lise Børresen-Dale, Åslaug Helland eller Steinar Aamdal, at vi nogensinde vil finde.

»Det er begyndt at sive ind, at vi aldrig kan udrydde kræft. Kræft er en evolutionær proces, og vi er en del af evolutionen på godt og ondt,« siger Anne-Lise Børresen-Dale.

»Målet må imidlertid være, at vi kan gøre kræft til en kronisk sygdom, med mindst mulig lidelse – en sygdom, vi dør med og ikke af.

Steinar Aamdal er optimistisk med henblik på de næste ti år – og for de næste ti år efter dem.

»Efter at have holdt øje med udvikling af ny kræftmedicin i mange årtier, vil jeg sige, at vi aldrig har haft et så spændende årti, som det vi har lagt bag os nu. Der har aldrig været så mange nye behandlingen under udvikling, som nu – der er hundredvis af molekyler, i forskellige stadier af udviklingen, som kan blive til nye kræftbehandlinger,« afslutter han.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

Omik-årtiet

Omik’erne, eller ”the omics”, er læren om den molekylære opbygning i en organisme.

Genomik, proteomik og metabolomik er kun tre fagfelter, som de sidste ti år har givet enormt meget information om, hvordan kræft påvirker os. Genomikken studerer den genetiske information i en organisme som helhed. 

Genomikken gav os blandt andet det fulde menneskelige genom, som blev publiceret i 2003. 

Proteomik er studiet af proteiner i cellerne: Hvilke proteiner findes der, hvor mange og hvad gør de. 

Metabolomik studerer metabolitterne i cellerne – mellemstadierne, når cellens stofskifte laver for eksempel proteiner. 

Omikkerne giver svar på spørgsmål som for eksempel: Hvad er det for slags proteiner, der forårsager ændringer i en kræftcelle, og for eksempel hindrer, at cellen dør, når den skal? På hvilken måde, og på hvilke tidspunkter laver generne disse proteiner, hvordan og hvem får de besked fra om at opføre sig, som de gør? Hvilke områder af cellens funktion og dens omgivelser er det egentlig proteiner påvirker?

Kilder: Anne-Lise Børresen-Dale, Wikipedia, Store Norske Leksikon

 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.