Vi slæber salmonella med hjem fra ferien
26 august 2015

KORT NYT FRA DANMARK

Før i tiden var æg og kyllingekød roden til de fleste salmonellainfektioner herhjemme. Det er det ikke længere. En ny rapport fra DTU Fødevareinstituttet viser, at 48 procent af de salmonellasmittede i 2014 er blevet syge på en udlandsrejse. Det skriver DTU Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse.

Rapporten viser, at 17,5 procent af de smittede havde været i Thailand, 15,4 procent havde været i Tyrkiet, mens 6,4 procent havde været et smut i Spanien.

I alt blev 1.122 salmonellainfektioner indberettet i 2014, hvilket er magen til året før, hvor man ifølge DTU Fødevareinstituttet oplevede et historisk lavt antal smittede.

De resterende 52 procent af salmonellainfektionerne kommer fra forskellige fødevarer. Heriblandt er dansk svinekød, som sætter sig på 15 procent af tilfældene. Som noget helt nyt har DTU Fødevareinstituttet for første gang i en årrække fået enkelte indberetninger om salmonella forårsaget af dansk kyllingekød og æg.

»Danske producenter, myndigheder og forskere har i to årtier med stor succes arbejdet målrettet for at gøre fersk kyllingekød salmonellafrit. Det er ikke tilladt at sælge fersk kød fra danske kyllinger, hvis flokken er positiv for salmonella. Der vil dog altid være en lille risiko for, at positivt fersk kød går under overvågningsradaren og kommer ud i butikkerne. Det er derfor vigtigt fortsat at have en tæt overvågning,« siger Birgitte Helwigh, der er specialkonsulent fra DTU Fødevareinstituttet, i pressemeddelelsen.

Du kan downloade og læse rapporten fra DTU Fødevareinstituttet via dette link.

Læs også:

Ferierejser giver danskerne salmonella

Salmonella udryddet i dansk fjerkræ

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

aml

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.