Unge føler sig ansvarlige for deres mistrivsel
12 januar 2012

Mange unge lider, fordi de fortæller sig selv, at de ikke er perfekte, og tager ansvaret for mistrivslen på deres egne skuldre.

Sådan lyder konklusionen fra rapporten ’Når det er svært at være ung i DK – viden og råd om unges trivsel og mistrivsel.

Hovedkræfterne bag rapporten er Niels Ulrik Sørensen og Jens Christian Nielsen, begge forskere fra Center for Ungdomsforskning ved Aarhus Universitet:

» Unge i gråzonen ser det som deres ansvar alene, at de har det skidt, ligesom de betragter det som deres eget ansvar at finde en vej ud af elendigheden. Det peger på, at der ligger en stor samfundsopgave i at opbygge forpligtende sociale relationer omkring de unge, for de har brug for nogen at dele ansvaret med, « siger Jens Christian Nielsen.

Rapporten, der er støttet af Egmont Fonden, afslutter et treårigt forskningsprojekt, som bygger på en stor repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt mere end 3.500 udsatte unge mellem 15 og 24 år. 

Dem, som har deltaget i undersøgelsen, er alle sammen  unge med alvorlige problemer såsom ensomhed, selvskadende adfærd eller selvmordstanker.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.