Unge er hamrende ligeglade med museer
Kilde: 
17 maj 2011

Langt de fleste danske 13-23-årige er totalt ligeglade med museer, som ikke har nogen betydning for de unges kultur.

Det viser den første store undersøgelse af unges medie- og museumsbrug, som Forskningscentret DREAM på Syddansk universitet afholder seminar om i dag.
For mere end fire ud af fem er museumsbesøg en pligt, og næsten en tredjedel af de unge har ikke været på museum det seneste år eller har aldrig været inden for dørene.
Især de dårligst uddannede unge holder sig fra museerne. De kommer der stort set kun sammen med deres skole. Kun få af disse ung læser bøger og avis.
Ifølge en pressemeddelelse udgøres en entusiastisk museumselite af 15% af de unge, som er bedre uddannede,  ser markant mindre tv end de andre unge og bruger Facebook mest aktivt til at vedligeholde personlige netværk. 
»Medier er afgørende i unges hverdagskultur. Så museer, der er synlige, hvor unge er, bliver også en mere aktiv del af deres kultur,« siger Kirsten Drotner,  professor i medievidenskab og centerleder på DREAM, i pressemeddelelsen.
Hent hele rapporten på SDU's hjemmeside.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.