Under 1 % af forskerne dominerer videnskabelige tidsskrifter
Kilde: 
21 juli 2014

KORT NYT FRA UDLANDET:

En vigtig del af forskeres karriere er at få publiceret deres undersøgelser i videnskabelige tidsskrifter.

Nu viser en ny undersøgelse imidlertid, at det er færre end én procent af forskerne, som får publiceret en undersøgelse hvert år, skriver Science Magazine.

De 150.608 forskere, som rent faktisk får publiceret forskning hvert år, er til gengæld yderst dominerende i de videnskabelige tidsskrifter:

De har deres navn på 41 procent af alle videnskabelige publiceringer, og den samme elitegruppe af forskere er på forfatterlisten til 87 procent af de mest citerede forskningsartikler, skriver Science Magazine.

Den nye undersøgelse af forskernes publiceringer har ifølge Science Magazine set på alle forskningsartikler, som er publiceret i perioden mellem 1996 og 2011. 15 millioner forskere fra hele verden og mange forskellige discipliner har stået bag artiklerne.

»Jeg besluttede mig for at undersøge dette spørgsmål, fordi jeg i mit liv har set en masse talentfulde mennesker, som simpelthen bare ikke kunne overleve i det nuværende system og med de nuværende knappe resurser,« siger forskeren bag undersøgelsen, John Ioannidis fra Stanford University, til Science Magazine.

Den nye undersøgelse er publiceret i tidsskriftet PLOS ONE.

Læs også:

Nyt kodeks skal bekæmpe uetisk publicering af forskningsresultater

Nu er videnskabelige artikler tilgængelige for alle

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

lb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.