Ukendt kritik af Niels Bohrs atommodel opdaget
Kilde: 
14 juni 2013

Hidtil ukendt, anonym kritik af Niels Bohrs atommodel er blevet opdaget i arkivkerne, skriver Ingeniøren.

Da Niels Bohrs berømte atommodel blev offentliggjort i Philosophical Magazine i juli 1913 foregik der ikke et egentlig peer-review af artiklen, som det er normen i dag.

Det videnskabelige publiceringssystem fungerede anderledes for 100 år siden, men nu har Ingeniøren bedt Niels Bohrs sønnesøn, Tomas Bohr, der er professor ved DTU, og Benny Lautrup, der er professor emeritus ved Niels Bohr Institutet ved København Universitet, om at udarbejde et peer-review af Niels Bohrs artikel.

De to professorer vendte tilbage til Ingeniøren med oplysningen om, at de havde fundet et anonymt peer-review, der er dateret 5. april 1913. Det peer-review har Ingeniøren offentliggjort som det første medie i verden.

Tomas Bohr og Benny Lautrup oplyser, at de står helt inde for de argumenter, der præsenteres i det anonyme engelsksprogede peer-review, herunder de punkter, hvor Niels Bohrs argumentation anføres som værende ufyldestgørende eller ligefrem meget tvivlsom.

For eksempel har Niels Bohr en forklaring på, hvordan observationer af visse spektrallinjer i gasser af hydrogen og helium kan skyldes, at hydrogen så at sige snupper en elektron fra helium.

Dette argument stiller rapporten sig meget tvivlende over for.

Den anonyme referee-rapport har også en lang række andre kritiske kommentarer til Bohrs artikel, men den overordnede konklusion er dog, at artiklen bør publiceres.

LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:

Bohr-atomets mange iklædninger

Niels Bohrs atommodel var epokegørende

Niels Bohr var en stædig mand

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.