Sundhedsstyrelsen afviser at advare mod vitaminpiller
Kilde: 
20 april 2012

At indtage antioxidanter i form af vitamin A, E og Betakaroten øger dødeligheden betragteligt.

Sådan lød den opsigtsvækkende konklusion i et stort dansk studie, som forskere fra Rigshospitalet offentliggjorde på Videnskab.dk for godt en måned siden.

Men den melding vil Sundhedsstyrelsen ikke bringe videre til danskerne i sine officielle anbefalinger, der bliver brugt som rettesnor for, hvad der er farligt og harmløst at indtage, skriver Politiken.dk.

Sundhedsstyrelsen følger nemlig anbefalingerne fra Danmarks Tekniske Universitets, DTUs, eksperter, der ikke finder anledning til bekymring på nuværende tidspunkt.

»Vi kan læse i DTUs redegørelse, at det er en meget fin undersøgelse fra Rigshospitalet. Men den fortæller ikke, om de niveauer, vi har i dag, er sundhedsmæssigt betænkelige«, forklarer Jens Therkel Jensen, souschef i Fødevarestyrelsen Ernæring til hjemmesiden Medwatch.dk.

Rigshospitalets undersøgelse, der er en analyse af samtlige forsøg med A- og E vitaminpiller i verden, kalder DTU Fødevareinstituttets afdelingschef, Gitte Gross, for »et troværdigt stykke arbejde, hvis resultater vi fæster lid til«.

Hun forklarer til Politikens forbrugersite Tjek, at selv om rapporten er grundig og valid, mangler der klarhed over, hvilke doser der skal til, før man ser de effekter, som undersøgelsen viser.

»Rapportens resultater får os selvfølgelig til at tænke, at det umiddelbart er bekymrende. Men kan ikke ud fra analysen se, hvor der er problemer og ved hvilke doser. Så det vil være forkert at ændre Fødevarestyrelsens anbefalinger alene på den baggrund,« siger Gitte Gross.

Læs artikel på Videnskab.dk: Vitaminpiller kan slå dig ihjel

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.