Sorgerne kan ikke druknes med alkohol
Kilde: 
29 juli 2013

En ny undersøgelse viser, at alkohol fungerer dårligt til at drukne sorger, og faktisk føler både mænd og kvinder sig mindre glade dagen efter en nat i grøften. Det skriver LiveScience.

»Nogle mennesker siger, at de vil bruge alkohol til at forbedre deres humør, men det kunne vi ikke se skete,« siger lektor Valerie S. Harder, University of Vermont, der er hovedforfatteren på studiet.

Den negative effekt af alkoholindtaget var dog klart størst hos kvinderne, siger hun.

For at måle folks humør og alkoholvaner blev 246 mænd og kvinder i alderen 21 til 82 sendt igennem et alkoholbehandlingsprogram. Alle deltagerne var tidligere blevet vurderet som havende et alkoholproblem af deres egne læger.

Alkoholbehandlingsprogrammet varede seks måneder, og i hele perioden blev deltagerne ringet op af forskerne hver dag for at de kunne rapportere deres humør, stressniveau og drikkevaner.

Her noterer forskerne selv et forbehold: Der var langt flere mænd end kvinder i studet (166 mænd mod 80 kvinder), og deltagerne gav kun melding om deres humør én gang om dagen. De kunne i princippet godt have haft en herlig brandert og så oplevet en nedtur den efterfølgende dag.

Da forskerne så på, hvordan alkoholen påvirkerede deltagernes humør, blev de overraskede. Valerie S. Harder og hendes kollegaer havde gættet på, at folk ville rapportere mindre vrede og sorg og mere glæde efter en nat med flasken, men dataen viste det stik modsatte. 

»Faktisk virker det helt omvendt: Folk meldte mindre glæde jo mere alkohol de indtog,« siger Valerie S. Harder.

Resultaterne er netop publiceret i tidsskriftet The Journal of Alcohol and Alcoholism.

LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:

Derfor får kaffe og alkohol dig til at tisse

Sådan destillerer du alkohol

Ti myter om alkohol: Tømmermænd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.