Sociale medier gør angsten for at blive afvist mindre
06 maj 2011

Det digitale univers gør den første kontakt mindre pinlig, mener forskere. Derfor søger mange deres fortid - og skoletid - på Facebook

Hvor blev Mogens egentlig af, efter han gik ud af 5. klasse? Og hvad med Irene, der gerne ville være pilot. Blev hun det?

Det er ikke nyt at tænke tilbage på skoletiden og undre sig over, hvad der skete med de gamle klassekammerater efter afgangs-eksamen. Men danskernes brug af internettet og især Facebook har gjort det lettere at finde frem til tidligere bekendtskaber. Og det vil mange gerne. Det viser foreløbige resultater fra forskningsprojektet "Offentlig- hedens nye grænseflader", der afsluttes til sommer.
Jakob Linaa Jensen er lektor ved Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet og forsker på projektet. Han fortæller, at det især er danskere fra 30 år og opefter, som siger, det er vigtigt for dem at finde deres tidligere bekendte på Facebook. Faktisk er det en af hovedårsagerne til, at man overhovedet bruger forummet.
"Nettet har helt sikkert stor betydning for, at flere i dag opsøger gamle venner, og det er især en klar tendens på Facebook. Rigtig mange vil gerne holde kontakten. Måske for at mødes i virkeligheden og i hvert fald for at se, hvad folk er blevet til i den tid, man har haft mistet kontakten," siger han.

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.