Sneleopardens blod er ikke tilpasset højderne
Kilde: 
11 august 2015

KORT NYT FRA DANMARK:

Sneleoparden holder til i Himalayabjergene i op til 6.000 meters højde, hvor luften er langt tyndere end ved havets overflade.

Alligevel optager dens blod ilt som en almindelig huskat, fortæller et internationalt forskerhold med dansk deltagelse fra Aarhus Universitet. Det skriver dr.dk.

Det ilttransporterende protein i sneleopardens blod, hæmoglobin, er identisk med hæmoglobinet hos andre kattedyr, og det er derfor hverken værre eller bedre til at transportere ilt, fortæller forskerne i det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Journal of Experimental Biology.

»Katte i alle former og størrelser er notorisk dårlige til at klare sig, når ilten er knap, fordi deres hæmoglobin har en usædvanlig lav iltbindingsevne. Derfor ville vi undersøge, om sneleopardens hæmoglobin måske havde udviklet en tilpasning til livet i bjergene. Det overraskede os, at det ikke var tilfældet,« siger Angela Fago fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

Forskerne undersøgte blodet fra flere andre store kattearter, herunder to afrikanske løver, en tiger, en leopard, en panter og fire sneleoparder.

Hæmoglobin er som andre proteiner opbygget af aminosyrer, og forskerne kunne konkludere, at hæmoglobin-proteinerne i sneleopardernes blod bestod af nøjagtigt den samme sekvens af aminosyrer som hos de andre store kattedyr.

Forskerne ved endnu ikke, hvordan sneleoparden kan klare sig i den tynde luft, når dens blod tilsyneladende ikke er tilpasset højderne. 

En mulighed er, at de ganske enkelt trækker vejret hurtigere, men forskerne vurderer selv, at sneleoparden formentlig manipulerer kemisk med iltmolekylerne i sin krop.

»Den ekstreme tolerance over for hypoxi (iltfattige forhold, red.) må kunne tilskrives kompenserende ændringer på andre trin i O2-transportvejen,« skriver forskerne i deres artikel.

Læs også:

Sjælden sneleopard spottet i Himalaya

Muldvarpe har superhæmoglobin

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

on

 

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.