Satsning på papirflasker skal løse plastik-problem
18 december 2014

KORT NYT FRA DANMARK

Måske vil du inden for nærmeste fremtid sætte læberne mod en papirhals, når du tager en slurk af din cola.

Innovationsfonden har netop bevilget 15 millioner kroner til et samarbejde mellem DTU, Carlsberg og firmaet ecoXpac om at sætte papirflasken i produktion inden for kun tre år.

Det skriver Innovationsfonden i en pressemeddelelse.

»Det bliver kæmpestort, når først vores produkt er introduceret på markedet, og vi leverer et bæredygtigt produkt med samme komfort og kvalitet som plastic,« siger Martin Petersen, der er CEO I ecoXpac.

Meningen er, at den miljøvenlige flaske, der er lavet af papirfibre, skal erstatte den sværtnedbrydelige plastikflaske, som er årsag til stort forurenings-svineri i naturen.

Projektet arbejder for at udvikle en simpel og billig metode til fremstilling af papirflaskerne. Det kan i fremtiden komme til at betyde, at ikke kun din cola, men også den emballage, som eksempelvis dit vaskemiddel kommer i, er lavet af papir.

»Hvis det lykkes for os at åbne op for teknologien på andre fronter, så kan vi også skabe innovation inden for andre produkter end flasker,« siger Martin Petersen.

Projektet er et af 17 projekter, som Innovationsfonden i alt har bevilget 167 millioner kroner til.

De 17 projekter er alle samarbejder mellem forskere og virksomheder, og de har samlet set til formål at udvikle nye danske arbejdspladser og øge den danske eksportindustri.

Du kan læse mere om de 17 projekter i pressemeddelelsen fra Innovationsfonden her.

Læs også:

Danske forskere finder nem vej til naturvenlig plastik

Sukkersød fremtid for plastikproduktionen

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

sbv
 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.