Sådan kan vi forberede os på klimaforandringerne
Kilde: 
23 april 2014

KORT NYT FRA UNIVERSITETERNE:

Film og romaner kan bruges til at forberede os på, hvordan verden ser ud, når klimaforandringerne for alvor har sat ind.

Det konkluderer ph.d. Gregers Andersen i sin afhandling om klimafiktion – cli-fi – skriver Københavns Universitet (KU) i en pressemeddelelse.

Et eksempel på en cli-fi-film er Hollywood-filmen The Day After Tomorrow, hvor den menneskeskabte globale opvarmning udløser en ny istid over hele Jorden.

»Vi bruger disse film og bøger til at forestille os, hvordan livet og samfundet kunne komme til at se ud, når den globale opvarmning har ændret vores verden. Fiktionen kan nemlig på en anden måde end tørre tal få os til at føle og forstå de forandringer, der er på vej,« siger Gregers Andersen fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved KU.

I afhandlingen ’Klimaforandrede verdensforhold – den globale opvarmning i fiktion og filosofi’ konkluderer han, at 40 skriftlige og visuelle værker fra 1977 og frem til i dag blandt andet har det fællestræk at vise, at hvis vi holder op med at passe på miljøet, så forandrer verden sig.

»Men det gør de for at kunne fremstille mennesker, der kan huske verden, før klimaet forandrede sig, og som derfor kan se, at ”vores hjem/miljø” ikke længere ligner sig selv.«

»Men det hjem, som fiktionerne fremstiller, genkender vi jo alligevel som den planet, vi bebor, og som den globale opvarmning i dette århundrede sandsynligvis vil forandre markant.  Og det skal være genkendeligt, for vi skal føle os ilde til mode over det hjemlige, der bliver fremmed for os,« siger Gregers Andersen i pressemeddelelsen.

Læs også:

Hvad vil du selv gøre for at redde klimaet?

Havet driver klimaforandringen

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.