Rester af meteorit fundet i russisk sø
Kilde: 
18 februar 2013

Videnskabsmænd fra Rusland har fundet rester af den meteorit, der fredag ramte Jorden ved Uralbjergene og sårede omkring over 1000 mennesker og blæste ruderne ind på adskillige bygninger. Det skriver dr.dk.

»Det drejer sig om en stenmeteorit med et jernindhold på omkring 10 procent,« fortæller forskeren Viktor Grohovskij fra Urals Føderale Universitet ifølge det russiske nyhedsbureau Ria Novosti.

Fragmenter af meteoren fra rummet er blevet fundet i den store sø Tsjebarkul, og den russiske videnskabsmand vurderer, at meteoritten vil blive opkaldt efter søen og byen af samme navn, som ligger i nærheden.

Kemiske tests afslørede sten fra rummet

De russiske myndigheder havde ellers indstillet eftersøgningen af meteoritten søndag. Dykkere havde undersøgt søen Tsjebarkul, hvor et otte meter bredt hul i isen tydede på, at et stort stykke af meteoren var slået ned.

Men ifølge det russiske nyhedsbureau skete der fremskridt i opklaringsarbejdet, da medlemmer af forskningsakademiet foretog kemiske test af nogle usædvanlige sten. Undersøgelserne konkluderede, at stenene kom fra rummet.

LÆS OGSÅ: Forsker: 'Det kan være brudstykker fra en større meteor'

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.