Professor efter Armstrong-doping: Dopingkontrol er nytteløs
Kilde: 
18 januar 2013

Natten til fredag erkendte den syvdobbelte amerikanske Tour de France-vinder Lance Armstrong på amerikansk tv at have taget doping.

Det er sådan set kun Armstrongs eget udsagn, der er nyheden, for allerede i efteråret blev det slået fast i en rapport fra det amerikanske antidoping-agentur USADA, at Armstrong havde snydt sig til perlerækken af sejre fra 1999-2005 i verdens største cykelløb.

Armstrong-sagens forløb får nu professor Verner Møller fra Center for Idræt ved Aarhus Universitet til at konstatere, at dopingbekæmpelsen i professionel cykelsport ikke har nogen effekt.

»Dopingbekæmpelsen står og river sig selv i håret. Nu er det pågået siden 1998, og det, som man så må konstatere endnu engang, er, at den konventionelle dopingbekæmpelse er nyttesløs,” siger professoren til Idrættens Analyseinstituts nyhedsbrev.

»Når jeg taler om nyttesløs, så er det i forhold til ambitionen om at fjerne muligheden for at snyde sig til en sejr. Det kan godt være at udbredelsen er blevet mindre, men det betyder bare, at det er blevet mere desto mere givtigt at snyde,« mener Verner Møller.

Verner Møller henviser ifølge Idans nyhedsbrev til, at det i første omgang var de amerikanske myndigheder, som fik hul på sagen og banede vejen for USADA’s sag mod Armstrong, der altså nu har fået superstjernen til at indrømme brug af blandt andet epo og bloddoping.

Og det på trods af, at meldingerne fra cykelsporten har været, at dopingproblemet er blevet holdt godt nede, siden den store skandale i 1998, hvor hele cykelholdet Festina måtte trække sig midt i løbet pga. dopingafsløringer.

»Man siger, at man har fået hold og sportsudøvere med på vognen, og at testningen er anderledes, men så kommer Armstrong-sagen og peger på, at vi igen må forlade os på det almindelige retssystem og de almindelige myndigheder, hvis man skal have markante fund.«

Repræsentanter for dopingmyndigheder udtaler til Idans nyhedsbrev, at de i stedet ser indrømmelserne som et udtryk for, at anti-dopingkampen virker.

Læs også på Videnskab.dk: Brugte man doping i Antikken?

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.