PET-scanning kan vise blodgennemstrømning i leveren
30 juni 2011

Forskere fra Aarhus Universitetshospital har udviklet en ny metode til at se ind i leveren. Det skriver hospitalet i en pressemeddelelse.

Langt størstedelen af leversygdomme påvirker blodgennemstrømningen i leveren. Derfor vil patienter med bl.a. skrumpelever have stor gavn af at få lavet en afbildning af blodgennemstrømningen i leveren. For det vil betyde, at deres sygdom kan behandles tidligere samt at evt. følgesygdomme kan opdages hurtigt.

Blodprøver fra både leverens pulsåre og portårer er en forudsætning for at kunne lave en afbildning af leverens blodgennemstrømning ved en PET-scanning.

Hidtil har det ikke været muligt at lave en sådan undersøgelse, da det ikke er muligt at udtage blodprøver fra leverens portåre hos mennesker. Men nu har et forskningsprojekt fra Aarhus Universitetshospital udviklet en metode, hvor man med en PET-scanning kan afbilde leverens blodgennemstrømning uden at skulle tage blodprøver fra portåren.

Dette gøres ved hjælp af en matematisk portåre-model, der beskriver overførsel af sporstof igennem tarmene til portåren, en gennemsnitlig sporstof-specifik konstant og det gennemsnitlige forhold mellemflow i leverens pulsåre og portåre.

Modellen gør det muligt at måle og afbilde leverens blodgennemstrømning med en 3 minutter lang PET-undersøgelse og blodprøver udelukkende fra en perifer blodåre.

Metoden er udviklet på grise, men forskerne forventer, at den også kan overføres til patienter.

Resultaterne er publiceret i følgende originalartikel:

Michael Winterdahl, Ole Lajord Munk, Michael Sørensen, Frank Viborg Mortensen, and Susanne Keiding. Hepatic Blood Perfusion Measured by 3-Minute Dynamic 18F-FDG PET in Pigs. Journal of Nuclear Medicine, published on June 16, 201.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.