Partikeleksperiment styrker teorien om standardmodellen
Kilde: 
22 juli 2013

Fysikerne ved CERN har målt et ekstremt sjældent partikelhenfald inde i LHC partikelacceleratoren - en opdagelse som styrker den ledende model for partikelfysik og samtidig sænker forventningen om at finde hidtil uopdagede partikler, som går ud over, hvad teorien beskriver. Det skriver LiveScience.

Henfaldsprocessen var forudsagt af den dominerende partikelfysikteori, standardmodellen, og det forventedes, at henfaldet ville finde sted i kun tre tilfælde per milliard henfald. To eksperimenter ved LHC, nemlig CMS (Compact Muon Solenoid) og LHCb (LHCBeauty), har nu målt nok af disse henfald til at konkludere, at processen rent faktisk sker ved næsten præcis den rate.

»Det er en sejr for standardmodellen,« siger fysiker Joel Butler fra CMS eksperimentet, »men vi ved, at standardmodellen er inkomplet, så vi bliver ved med at lede efter ting, som ikke er i overensstemmelse med den.« 

Nogle fysikere havde ellers håbet på, at LHC ville måle en henfaldsproces, som skete lidt oftere eller lidt sjældnere, end hvad standardmodellen forudsiger, for det ville have indikeret, at der er uopdagede partikler, som påvirker processen på en eller anden måde.

Partikler ud over standardmodellen ville have været et velkomment fund, siger fysikerne, for den nuværende model kan ikke beskrive mørkt stof og mange andre af naturens mysterier. Nogle fysikere tror, at universet er hjem for flere partikler, end hvad teorien kan beskrive, men indtil videre har partiklerne undveget vores detektorer.

LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:

Efter Higgs: Jagten på ny fysik

CERN skruer op for energien i jagten på ny fysik

Fysikkens gåder løses med virtuelle eksperimenter

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.