Nyt teleskop slår Hubble af pinden
Kilde: 
05 marts 2015

KORT NYT FRA UDLANDET

Efter at have taget billeder af fjerne galakser og planeter i det ydre rum i snart 25 år, er Hubble-rumteleskopet nu overgået af et nyt instrument, der, ifølge forskerne bag teknologien, vil give en dyb indsigt i evolutionen af de tidlige galakser. Det skriver Sciencemag.com.

Instrumentet, der bliver kaldt MUSE(Multi Unit Spectroscopic Explorer), er monteret på ESAs såkaldte VLT(Very Large Telescope), som er placeret i Atacamaørkenen i Chile. Instrumentet demonstrerede sin overlegenhed ved at producere samme mængde data af de såkaldte ‘Hubble Deep Field South’ observationer, tilbage fra 1998, på bare 27 timer - det tog Hubble-rumteleskopet ti dage i sin tid.

Udover at demonstrere sin overlegenhed i hurtighed, opdagede forskerne også, at MUSE i dets observationer opfangede 189 galakser - ti gange hvad Hubble i sin tid opfangede i samme område. Derudover observerede MUSE også 20 meget svage objekter, som Hubble aldrig før har opfanget i dets 25 årige levetid.

»Man får straks al den her ekstra information fra MUSE, selv information om ting i rummet, som man ikke anede eksisterede. Den her nye teknologi vil komme til at give os en dyb indsigt i galaksernes evolution,« siger lederen af holdet bag MUSE, astronom Roland Bacon fra det Astrofysiske Forskningscenter i Lyon, Frankrig til Sciencemag.com.

I fremtiden håber forskerne, at de kan bruge MUSE til at få direkte billeder af det såkaldte ‘kosmiske væv’, som, ifølge Roland Bacon, er »den største skala af universets struktur.«

Resultaterne fra MUSE-observationerne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Astronomy & Astrophysics.

Læs også:

Astrofans har fundet det vildeste Hubble-foto

Hubble tager fantastisk billede af ikonisk stjernetåge

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

rs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.