Ny følelsesdetektor afslører om du er en løgnhals
Kilde: 
15 september 2011

En løgnedetektortest er noget med en masse ledninger, der sidder fast på den udspurgte, som igen sidder og ligner en, der skal henrettes i den elektriske stol.

Sådan plejer det at være. Men ikke mere, efter engelske forskere har udviklet et kamera, som uden diverse invasive ledninger kan fastslå, om et menneske lyver eller ej. Det skriver Politiken.dk.

Den nye løgnedetektor bruger et almindeligt videokamera, en sensor som kan opfange varme og en masse matematiske udregninger til at lure, om den udspurgte taler sandt. Og det virker i omkring to ud af tre tilfælde.

Systemet bliver sat op i lufthavn snart
Systemet er udviklet af et hold af forskere fra universiteterne i Bradford og Aberystwyth i samarbejde med de britiske toldmyndigheder og blev afsløret i dag på en teknologifestival i Bradford.

»Vi har sammenbragt en masse kendt viden om ansigtsudtryk, ny udvikling indenfor termisk videooptagelse og vores nye udregninger i et samlet system«, siger Hassan Ugail, der er professor ved universitetet i Bradford.

Forskerne har endnu ikke testet systemet i situationer, hvor den udspurgte kan have noget reelt at skjule, da alle forsøg har været på frivillige. Men de planlægger at begynde at teste i en britisk lufthavn i løbet af året.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.