Ny bog: Kontroversiel forskning forfølges af universiteter og politikere
Kilde: 
20 marts 2015

KORT NYT FRA UDLANDET:

Der bliver mindre og mindre plads til forskning og tanker, som udfordrer det etablerede system. Det konstaterer videnskabshistorikeren Alice Dreger fra det amerikanske Northwestern University i en ny bog: Galileo’s Middle Finger: Heretics, Activists, and the Search for Justice in Science.

Alice Dreger har gennemgået en lang række sager, hvor forskere bag kontroversiel forskning er blevet forfulgt. Hun ser et klart mønster og er bekymret.

»Denne trend, hvor man lader udefrakommende politiske kræfter bestemme grænserne for akademisk frihed, er særlig bekymrende, fordi den ser ud til at komme fra alle sider,« skriver hun i et blogindlæg hos Retraction Watch i anledning af den nye bog.

Presset kommer især fra politikerne og ledelserne på universiteterne, mener Alice Dreger. De bruger mange forskellige metoder til at klemme forskerne:
- Konstruerede etiske anklager.
- Stop for funding af forskning.
- Tilsværtning i medierne.

Økonomiprofessor retsforfulgt for kontroversiel busforskning

Alice Dreger nævner et eksempel fra Australien, hvor økonomen Paul Frijters fra University of Queensland sammen med en gruppe studerende lavede et ’hemmeligt’ forsøg i de lokale busser. De påviste, at mørke studerende oftere end hvide og asiatiske fik bøde, når de kørte uden billet.

Det meget omtalte resultat førte til, at hans eget universitet retsforfulgte ham for at udføre uetisk forskning. Han burde have informeret buschaufførerne først, lød anklagen. Det ville selvfølgelig have været umuligt at udføre forsøget, hvis chaufførerne havde fået besked om det på forhånd, og i sidste ende droppede universitetet anklagerne.

Men det viser, hvor langt universitetsledelserne vil gå i forsøget på at værne om deres positive brands, mener Alice Dreger.

»Universitetsledelserne betaler millioner af dollars for at etablere og promovere deres universitets-’brand’, så kontroversiel forskning er nu i farezonen for at blive set som for risikabel og ’off brand’,« skriver hun.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

phy

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.