Neanderthalerne brugte fjer til pynt
Kilde: 
23 februar 2011
Italien har tronet i modeverdenen i længere tid, end vi troede. I hvert fald påstår italienske arkæologer, at de har beviser for, at menneskets nære slægtning, neandertalerne, pyntede sig med fjer for 44.000 år siden. Påstand giver nyt brændstof til debatten om, hvor kloge neandertalerne var - var de simple dyr eller kunne de måle sig med os?

Arkæologen Marco Peresani ved universitetet i Ferrara i Italien har fundet 660 fugleknogler, der var blandet op med neanderthalknogler i den berømte Fumanehule i det nordlige Italien. Nærstudier af fugleknoglerne viser, at flere vingeknogler i sin tid blev skåret op og skrabet, hvilket tyder på, at bestemte fjer systematisk blev fjernet.

Peresani fortolker fundet som, at fjerene blev brugt som pynt. Han afviser andre forklaringer med den begrundelse, atde pågældende fugle har for lidt kød på kroppen til at det gav mening at spise dem, og han argumenterer også for, at det var usandsynligt, at fjerne blev brugt til at fremstille pile med. Det skriver New Scientist.

Resultaterne er offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.