Mysteriet om, hvorfor pingviner ikke kan flyve, er "løst"
Kilde: 
22 maj 2013

Hvorfor kan pingviner ikke flyve? Det spørgsmål har længe undret den videnskabelige verden, men nu mener et hold internationale forskere endeligt at have løst gåden. Det skriver BBC News.

Ved at se på nærtbeslægtede fuglearter, kunne forskerne konkludere, at vinger beregnet til flyvning ikke kan være god til dykning og svømning samtidigt også.

Der hersker flere teorier om, hvorfor nogle fugle ikke kan flyve - en af dem er, at fuglene stopper med at flyve, hvis der ikke er nogen trussel fra langgående rovdyr.

Derfor så forskerne nærmere på Lomvien, som både ligner pingvinen af udseende og næsten svømmer ligeså godt. Men modsat pingvinen kan lomvien også flyve. 

Ved at undersøge mængden af energi, som lomvien brugte, opdagede forskerne, at fuglen havde let ved at svømme, men selve flyvningen var en trætsom handling. Energiomkostningerne ved at flyve var meget høje, og lomvien er nødt til at baske utrolig hurtigt med sine små vinger for at holde sig i luften.

Ifølge forskerne repræsenterer lomvien et vippepunkt mellem havfugle, som kan både svømme og flyve, og de fugle, som ikke kan flyve.

Forskerne foreslår, at pingvinerne simpelthen har byttet flyvevingerne ud med svømmevinger for at klare sig bedre i bølgerne.

Professor John Speakman, University of Aberdeen og The Chinese Academy of Sciences, har været en del af forskningprojektet, og han udtrykker stor glæde til BBC News over at have hjulpet til at løse gåden.

»Som så mange andre mennesker, har jeg altid været interesseret i pengviner. Når jeg så dem på de her fænomenale vandringer over isen, tænkte jeg ofte: "Hvorfor flyver de ikke bare?"«, siger han.

LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:

Pingviner tager skade af pingvinforskning

Derfor er strudse så hurtige

Dinoer lærte at flyve ved at hoppe fra træ til træ 

 

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.