Mennesket lærte at drikke alkohol for 10 mio. år siden
Kilde: 
03 december 2014

KORT NYT FRA UDLANDET:

Lyst til en juleøl eller en snaps?

Din lyst til at drikke alkohol og din krops evne til at nedbryde ethanol – stoffet, der gør dig bedugget – blev formentlig udviklet for hele 10 millioner år siden, viser ny forskning.

Ifølge Sciencemag.org kaster den nye undersøgelse ikke alene lys over vores forfædres opførsel, men den kan måske også være med til at forklare, hvorfor alkoholisme og lysten til alkohol overhovedet eksisterer.

Evnen til at nedbryde ethanol har formentlig hjulpet vores forfædre til at få mest muligt ud af rådne, fermenterede frugter, som faldt ned på Jorden – og som indeholder ethanol ligesom whiskey, vin, snaps og anden moderne alkohol, skriver LiveScience.

Forskerne har ved hjælp af genetiske analyser været i stand til se regne sig frem til, at et protein, som effektivt nedbryder ethanol, blev udviklet for omkring 10 millioner år siden. Det skete i en fælles forfader til både mennesker, chimpanser og gorillaer, som på netop dette tidspunkt begyndte at kravle ned fra træerne og udforske livet på Jorden, skriver Sciencemag.org.

»Vi har altid spekuleret over, hvorfor nogle primater blev terrestriske (lever på Jorden frem for i træerne, red.) og ikke andre.«

»Så når vi nu har fundet ud af, at de havde en tilpasning, der tillod dem at spise fermenteret nedfaldsfrugt, så passer det perfekt,« lyder kommentaren til studiet fra forskeren Brenda Benefit, New Mexico State University, ifølge Sciencemag.org.

Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of National Academy of Sciences.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

lb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.