Lavt cykelstyr dræber kvinders sexlyst
Kilde: 
02 august 2012

Cykler du meget, er du kvinde, og mangler du sexlyst? Så bør du tjekke højden på dit cykelstyr.

Kvindelige cyklister uden lyst til sex bør måske hæve cykelstyret. For racer de regelmæssigt på en cykel med et styr, der sidder for lavt, kan det gå ud over deres kønsorganer og sexliv, viser ny amerikansk forskning.

Sidder styret under sadlens højde, når kvinden træder i pedalerne, kommer der øget pres på nerver og blodårer i hendes kønsorganer. Det kan gøre underlivet følelsesløst, konkluderer forskerne fra Yale University i tidsskriftet Journal of Sexual Medicin. 

Ved at måle vibrationer og smerter i 48 kvindelige cyklisters kønsorganer, fandt forskerne ud af, at kvinder på cykler med styr, der sad lavere end sadlen, blev udsat for et særligt stort pres på underlivet.

Når styrene sad i samme højde som sadlerne, blev presset på kønsorganerne mindre.

Det skyldes, at kvinden kommer til at læne sig overdrevent meget frem, hvis cyklens styr er indstillet for lavt. Når hun sidder sådan foroverbøjet, hælder hendes bækken uhensigtsmæssigt, og der kommer for meget vægt på underlivet.

Og ikke bare sexlivet tager skade, når kvindens kønsorganer på den måde bliver presset til følelsesløshed. I yderste konsekvens kan de kvindelige cyklister skade deres bækken, hvis styret sidder forkert.

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.