Læger overser dødelig kolesterolsygdom
21 oktober 2013

KORT NYT FRA DANMARK:

Arveligt forhøjet kolesterolindhold i blodet fører til tidlig hjertesygdom. Sygdommen er farlig og kan føre til døden, men tilstanden opdages sjældent og er stort set ubehandlet i hele verden – og herunder Danmark. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

»I de fleste af verdens lande er det ukendt, hvem der har familiær hypercholesterolæmi. Det betyder, at tilstanden først bliver opdaget, når personen får en hjertesygdom eller pludseligt dør i en alt for ung alder. Det er en sundhedsmæssig falliterklæring, når man tænker på, hvor nemt sygdommen kan forebygges,« siger Børge Nordestgaard, klinisk professor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet og overlæge på Herlev Hospital, til Københavns Universitet.

Han er hovedforfatter på en ny konsensusrapport, som er offentliggjort i European Heart Journal, der netop har konkluderet, at sygdommen opdages alt for sjældent.

I Danmark er der mellem 11.000 og 28.000 mennesker, der lider af familiær hypercholeterolæmi. Alligevel anslår Børge Nordestgaard, at det kun er omkring 500 personer med sygdommen, der er fundet og behandlet tilfredsstillende.

»I den almindelige befolkning har mellem 1 ud af 200 personer og 1 ud af 500 personer arvet sygdommen familiær hypercholesterolæmi. Det gør sygdommen til den hyppigste arvelige og dødelige sygdom, hvor der er en sikker og billig behandling i form af statiner til kolesterolsænkning. Statiner har få bivirkninger, som er til at overse, når man har stærkt forhøjet risiko for alvorlig hjertesygdom,« siger Børge Nordestgaard til Københavns Universitet.

Sygdommen er dog nem at diagnosticere. Det kræver blot en måling af kolesteroltallet hos patienten, samt spørgsmål om tidlig hjertesygdom i familien. 

Læs også:

Derfor øger rygning din risiko for at få slagtilfælde

Rødvin og rødkål gør julemiddagen sundere

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.