Kok og arkæolog strides om stenaldermad
Kilde: 
21 november 2012

Kokken Thomas Rode fastholder, at hans palæodiæt er troværdig og baseret på stenaldermandens kost, skriver DR Kultur. Kokkens udmelding kommer, efter at Videnskab.dk for nyligt skrev, at stenalderjægerne gerne guffede kulhydrater.

Stenaldermennesker spiste masser af stivelse og sukker, sagde arkæologer til Videnskab.dk. Alligevel holder Thomas Rode fast på, at vores forfædre ikke spiste ret meget stivelse. 

»Det kunne ikke betale sig for stenaldermanden, at samle for eksempel korn (der indeholder stivelse, red.) fordi det er så næringsfattigt. Så selvom, der er fundet rester af stivelse, de har spist, er det jo ikke det samme, som at stenaldermanden baserede sin kost på noget, vi ikke er beregnet til,« siger Thomas Rode til DR Kultur.

Thomas Rode har udgivet kogebogen "Stenalderkost," og han har været konsultent i startfasen hos takeaway-stedet Palæo i Torvehallerne, der begge har markedsført sig på at give opskrifter på og servere stenaldermad. 

Arkæolog Sabine Karg, som blev interviewet til Videnskab.dk, fastholder sin kritik af Rodes stenaldermad.

»Jeg er forsker, og det er Thomas Rode ikke. Jeg synes, palæomad er et supergodt brand, og så er det jo gratis reklame for mit fagområde. Men Thomas Rodes bøger kræver mere forskning, da meget af palæokosten ikke er videnskabeligt bevist,« siger Sabine Karg til DR Kultur.

En af de ting, som Thomas Rode især lægger vægt på i sin palæokost, er, at man ikke lader stivelse som kartofler og lignende indgå, da han mener, det er blevet for stor del af menneskers daglige kost til trods for, at vi oprindeligt ikke er designet til at spise det.

»I vores dage er 60-65 procent af vores kost stivelsesholdige kulhydratkilder, og det virker underligt, at hele verdens befolkning skal spise noget, vi ikke er designet til,« siger han.

Men ifølge Sabine Karg, kan menneskets krop sagtens optage stivelse, da det udgjorde en del af stenaldermandens kost.

»Vi er designet til at spise stivelse. Stenaldermanden kendte naturens spisekammer og dens energiforsyning, og jægeren havde også brug for stivelse,« siger Sabine Karg.

Arkæologen og kokken kan dog blive enige om er, at den stivelsesholdige kost hovedsageligt var en nødløsning, når stenaldermanden ikke ahvde adgang til byttedyr.

»Nogle gange, når der ikke har været dyr, har de jo haft brug for at spise noget andet,« siger Thomas Rode.

Sabine Karg tilslutter sig:

»Hvis der ikke var succes, når mændene var på jagt, så de kom hjem uden byttedyr, så skulle kvinderne ud og samle aftensmaden, og de gravede rødder ud og samlede græs. Men vi har for få analyser til at vide, hvor tit det skete,« siger hun.

Arkæologen har selv skrevet en kogebog, der er baseret på videnskabelige resultater fra arkæologens daglige arbejde.
Men den er ikke en inspirationskilde for den moderne palæodiæt, slutter Sabine Karg.

»Jeg gik ud til takeaway-stedet Palæo i Torvehallerne og viste dem min egen kogebog. Jeg viste den til nogen af de ansatte, og sagde, at de burde lade sig inspirere af retterne, da den bygger på arkæologiske resultater fra stenalderen. Men de rystede på hovedet af mig, for de er jo ikke videnskabsmænd, de er businessmænd - og deres business går godt,« siger hun i følge DR Kultur.

Læs også:

Stenalderjægerne guffede gerne kulhydrater

Er stenaldermad overhovedet sundt?

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.