Klimaforandringer kan bremse udbredelsen af sneglefeber
Kilde: 
13 december 2013

KORT NYT FRA DANSKE UNIVERSITETER:

Den farlige parasit Schistosoma mansoni, der forårsager sneglefeber hos mennesker, kan blive væsentligt mindre udbredt i fremtidens Afrika.

Det skriver Københavns Universitet (KU) i en pressemeddelelse på baggrund af nyt internationalt studie anført af forskere fra KU.

Ifølge pressemeddelelsen er resultaterne er overraskende, fordi de modsiger den gængse opfattelse, at klimaforandringer fører til større geografisk spredning af sygdomme.

Årsagen er, at de snegle, der er værter for parasittens larver, får færre levesteder i fremtidens klima.

»Vores beregninger viser, at de forventede effekter af klimaforandringer vil føre til at fire ud af fem sneglearter, der er værter for parasitten, får væsentlig færre egnede levesteder i fremtiden. Det skyldes blandt andet, at flere områder ifølge vores modeller vil blive for varme for sneglene, og at nye nedbørsmønstre vil påvirke de ferskvandsområder, hvor sneglene lever,« siger postdoc Anna-Sofie Stensgaard fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima i pressemeddelelsen  Københavns Universitet.

Mere end 200 millioner mennesker lider globalt set af sneglefeber, og ifølge pressemeddelelsen anslås det, at sneglefeber resulterer i op til 200.000 dødsfald årligt - langt de fleste af disse finder sted i Afrika.

Selvom smittefaren samlet set ser ud til at falde i Afrika, er der dog også områder, som ifølge studiet vil opleve en forværring i forhold til i dag. 

Læs også:

Tropesygdommenes skrækkelige Top 10

Parasit æder fattige kvinders underliv

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer

lb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.