Kæmpe stenalderfund under pornobutik i indre København
Kilde: 
13 august 2015

KORT NYT FRA DANMARK:

Københavns nyere og ældre historie er havnet i et usædvanligt møde i en gammel pornobutik ved Kattesundet i København. Under udgravningen til et nyt fundament under bygningen stødte håndværkere nemlig på noget usædvanligt og arkæologer blev tilkaldt. Det skriver Politiken.dk.

Det viste sig, at der blot en meter under kældergulvet lå en 6.000 år gammel samling af genstande fra stenalderen, der blandt andet indeholdt knive, økser og pile. Foreløbigt har arkæologerne afdækket mindst 500 stenaldergenstande, og de regner med at finde endnu flere.

»Det er simpelthen så usædvanligt. Normalt skal du ud på åbne marker for at finde noget fra stenalderen, og det er meget sjældent inde i storbyer. Det her er en af de absolut mest fundrige stenalderbopladser, som er registeret i København,« siger arkæolog og feltleder Karen Green Therkelsen fra Københavns Museum til Politiken.dk.

Området, der i dag hører til det indre København, har formentlig været en strandzone på det tidspunkt, hvor genstandende blev efterladt, mener arkæologerne.

»Sandet er gruset, fuldstændig som strandsandet ville være, og i toppen lå en masse forarbejdet flint«, siger Karen Green Therkelsen til Politiken.dk.

Holdet af arkæologer påbegynder nu undersøgelser, der skal afdække mere om stenaldermenneskernes færden og levevis. Blandt andet kan pollenanalyser og rester fra dyreknogler fortælle dem, hvordan landskabet så ud, og hvad stenaldermenneskerne ved pladsen fik at spise.

Fundet indikerer dog ikke, at vi nu kan konkludere, at København er 6.000 år gammel.

»Vi kan godt lide at trække lange linjer, når vi gør vigtige fund som dette i større byer. Men man kan spørge sig selv, om der var en by på det her sted før middelalderen. Det, man kan sige, er, at der har været et frugtbart opland og god adgang til de gode ressourcer i Sundet. Dermed har stedet en betydning, der strækker sig langt ud over byens egen historie,« fastslår historiker og leder af Dansk Center for Byhistorie i Aarhus Mikkel Thelle over for Politiken.dk

Læs også:

Stenaldermennesker flåede kødet af deres døde

Arkæologer graver ny teori om København op af mulden

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.