Juletræer optager mere CO2 end skov
Kilde: 
16 december 2011

Juletræer er gode til at binde CO2. Det siger et forskningsprojekt, der er gennemført af Skov & Landskab på Københavns Universitet i samarbejde med Dansk Juletræsdyrkerforening. 

Juletræerne bruger CO2 i deres livsprocesser, og undervejs omdannes det til kulstof, der bliver siddende i stammer, grene og nåle. I løbet af et år optager en hektar med nordmannsgraner cirka 13 ton CO2 fra luften. Det er dobbelt så meget som en hektar løvskov, der i gennemsnit optager cirka 6,5 ton CO2. Det skriver Dansk Juletræsdyrkerforening i en pressemeddelelse. 

Forklaringen er, at juletræerne står tæt og fylder godt en kvadratmeter hver. De skyder hurtigt i vejret – op til to centimeter om dagen i vækstsæsonen. Desuden har hvert træ flere generationer af nåle, der bliver siddende på træet i op til syv år. Og så har gødningen betydning.

»Juletræer får kun små mængder gødning, men det gør en stor forskel. Forsøg viser, at ugødede træer kun optager halvt så meget CO2, fordi de vokser langsommere og bliver mere spinkle,« fortæller chef-konsulent Lars Bo Pedersen fra Dansk Juletræsdyrkerforening. 

Efter jul bliver en del juletræer brændt i kommunernes forbrændingsanlæg. Her erstatter de lidt af det kul, olie eller gas, der ellers skulle være brugt til at producere energi. Det sparer også atmosfæren for noget fossilt CO2.

 

Læs også: Juletræer pynter på CO2-regnskabet

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.