Jorden bliver grønnere som følge af global opvarmning
Kilde: 
29 april 2016

KORT NYT FRA UDLANDET

Mellem en fjerdedel og halvdelen af Jordens bevoksede areal er blevet betydeligt grønnere og mere tilvokset i løbet af de seneste 35 år. Det skyldes især den stigende udledning af kuldioxid i atmosfæren, skriver NASA i en pressemeddelelse

Det stigende niveau af kuldioxid har i perioden fra 1982 til 2009 givet næring til at grønne et område, som er omkring dobbelt så stort som USAs areal, viser det nye studie.

Det er publiceret i tidsskriftet Nature Climate Change.

Men selvom frodige skove og grønne marker umiddelbart lyder som en positiv udvikling kan ændringen i Jordens landskaber have langsigtede, uforudsete konsekvenserne, påpeger forskerne bag studiet. 

Den markante grønne udvikling »har evnen til fundamentalt at ændre vand og kulstofs kredsløb i klimasystemet,« siger Zaichun Zue, som forsker ved Peking University i Beijing og er ledende forfatter på studiet, i pressemeddelelsen

Det er ikke åbenlyst, at Jordens grønnere udvikling udelukkende kan forklares af de tårnhøje kuldioxidniveauer i atmosfæren. Regn, solskin, nitrogen i jorden og ændringer i brugen af landskaberne kan også påvirke, hvordan plantevæksten er på Jorden. 

70 procent af den grønnere Jord kan dog forklares med de høje niveauer af kuldioxid i atmosfæren, viser forskernes beregninger i det nye studie. 

Selvom den stigende udledning af kuldioxid er godt for de mange nye grønne områder, er kuldioxiden også 'skurken' bag klimaforandringerne og den globale opvarmning. Kuldioxid-niveauet har været stigende siden industrialiseringen, især som følge af forbruget af olie, gas, kul og træ.

Kuldioxid-niveauet stiger fortsat og er i dag på det højeste niveau set i 500.000 år. Konsekvenserne er opvarmning af Jordens temperaturer, stigende havniveauer, smeltende gletsjere og isbjerge samt alvorlige vejrfænomener, skriver NASA i pressemeddelelsen.

Videoen viser forskernes satellitbilleder af den grønnere Jord, og hvilke konsekvenser det kan få. Video: NASA Goddard

Læs også:

Global opvarmning: Hvad er op og ned i debatten om CO2's effekt på klimaet?

Brat global opvarmning for 55 mio år siden mindede om i dag

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

lsd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.