Japanere og briter er mere ærlige end danskere
Kilde: 
20 november 2015

KORT NYT FRA UDLANDET:

En ny undersøgelse viser, at der er forskel på ærligheden i forskellige lande. Danmark ligger nummer 4 på en liste af 15 lande. Det skriver Phys.org.

I undersøgelsen blev mere end 1.500 deltagere fra 15 forskellige lande udsat for tests, der var designet til at afsløre uærlighed.

I den første test skulle deltagerne slå plat eller krone. De fik også at vide, at hvis de svarede, at de fik krone, så ville de få en lille pengepræmie på mellem tre og fem dollars. Hvis over 50 procent af tilfældene endte på krone i et land, indikerede det, at nogen snød.

I den anden test blev deltagerne sat til at svare på en række svære og specifikke musik-spørgsmål - såsom Lady Gagas fornavn og Michael Jacksons fødested. De fik også besked på, at de ikke måtte søge efter svarene på nettet.

Når de havde svaret på spørgsmålene, skulle de forsikre om, at de ikke have søgt efter svarene på nettet. Her indikerede mange rigtige svar igen, at nogle af deltagerne havde snydt.

I den første test viste Storbritannien sig at være de mest ærlige, mens Kina lå nederst på listen. Danmark lå nummer fem.

I den anden test viste Japan sig at være de mest ærlige, mens Tyrkiet var mindst ærlige. Danmark kom ind på en pæn fjerdeplads lige bag USA og foran Kina.

»Overraskende nok, forventede folk typisk, at deres egne landsmænd var de mest uærlige. En forklaring på dette kunne være, at man er mere eksponeret over for nyheder om uærlighed i sit eget land end i andres,« fortæller studiets hovedforfatter David Hugh-Jones, der er lektor i eksperimentel økonomi ved University of East Anglia i Storbritannien, til Phys.org.

Du kan se hele listen i studiet fra East Anglia University her.

Læs også:

Sådan bliver du bedre til at afsløre en løgner

Sexede stemmer lyver ikke

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.