Istiden har måske udryddet neandertaleren
Kilde: 
30 marts 2012

Det er et mysterie, hvad der slog neandertaleren ihjel. Nogle mener, at mennesket - homo sapiens - har udryddet neandertalerne. Men et nyt forskningsresultat, som netop er blevet offentliggjort i tidsskriftet Molecular Biology and Evolution, viser at neandertalerne begyndte at uddø, før homo sapiens gjorde sit indtog. Det skriver LiceScience.com.

Det tyder på at istiden har spillet en rolle i udryddelsen af de kraftige fortidsmennesker. Forskerne har undersøgt DNA fra knoglerne af 13 neandertalere fra Vesteuropa, Asien og Mellemøsten. Deres undersøgelse viste, at den genetiske variation blandt neandertalerne, der var ældre end 50.000 år var meget stor. Omvendt var den genetiske variation blandt neandertalere, der var yngre end 50.000 år meget begrænset.

Det tyder på, at neandertaler-befolkningen har været svindende, allerede før homo sapiens flyttede ind.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.