Insekter kravler ind i skandinavisk madlavning
Kilde: 
12 juni 2012

Mange steder i verden er det almindeligt at spise insekter, og nu begynder Vesten for alvor at hoppe med på bølgen.

Så inden for en nær fremtid vil familiens aftensnack måske bestå af stegte græshopper og myrer. Og de vil fodre deres kæledyr med proteinfoder fremstillet af billelarver. Det skriver forskning.no

Norske kokke fra Nordisk Mad Laboratory (NFL) har for nyligt været i Holland for at lære mere om tilberedelsesmetoder og muligheder for udvikling af insekt-baserede retter i Skandinavien.

»Insekter er en stor kilde til protein, som vi ønsker at indarbejde i det skandinaviske køkken. Det er vigtigt for os, at dette bliver en berigelse af råvare-spektret og ikke en erstatning for noget andet. Derfor er vi rejst hertil for at afprøve nye smage,« siger Lars Williams, der er chefkok i NFL.

Holland er et land, der er langt fremme på området. I april udkom en kogebog om tilberedning af insekter, skrevet af professor Arnold van Huis fra Wageningen University i samarbejde med kokken Henk van GURPS.

Professoren har forsket i insekter som føde for mennesker og husdyr, og i bogen findes 30 af hans angiveligt lækreste opskrifter.

Van Huis  mener, at insekterne kan være et middel mod den miljø- og fødevarekrise, der truer verden.

»Insekter er super food. De kan være løsningen på mange af verdens største problemer, og det er kun et spørgsmål om tid, før vi bliver nødt til at tage den tanke til os,« siger van Huis.

»Den største udfordring er den psykologiske barriere, folk har mod at spise insekter. For at nå de store masser, skal insekterne lanceres som delikatesser.»

Læs også: Verdens stærkeste insekt er fundet

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.