Hvorfor kan rug bremse kræft?
06 februar 2013

Rug indeholder en masse gavnlige fibre, mineraler og vitaminer, men det er ikke det eneste gode ved rug. Undersøgelser har inden for det seneste par år vist, at patienter får holdt deres begyndende prostatakræft i ave, hvis de spiser godt med fuldkornsrug.

Nu vil forskere fra Aarhus Universitet finde ud af, hvorfor rug gavner på den måde.

»Vi vil søge at forstå, hvilke stoffer der virker på kræftcellerne med henblik på at optimere udnyttelsen af stofferne i rug,« forklarer lederen af det nye projekt, lektor Inge S. Fomsgaard fra Aarhus Universitet, i en pressemeddelelse.

I mange år har forskere fokuseret på fibre, lignaner, polyfenoler og alkylresorcinoler, når de har ledt efter de sunde stoffer i rug.

»De stoffer tager vi med i betragtning. Når vi har vist, hvilke stoffer der virker på kræftcellerne, kan vi forbedre rugen, så den har et optimalt indhold af præcis de stoffer. Måske kan vi også vise vejen mod nye kemiske stoffer, der ligner stofferne i rug, som kan bruges som medicin,« siger Inge S. Fomsgaard.

Ifølge Aarhus Universitet har rug også andre særlige stoffer i sit arsenal mod potentielle fjender som insekter, svampe, bakterier og ukrudt. Stofferne tilhører gruppen benzoxazinoider, som har også vist sig at hæmme væksten af prostatakræftceller i laboratorieforsøg.

Forsøg på universitetet har vist, at prostatakræftpatienter, der i en periode spiste meget rug (omkring seks skiver rugbrød om dagen) faldt i PSA-tal, som er en indikator for, at kræften holdes nede.

I andre undersøgelser har man fundet, at benzoxazinoider hæmmer prostatakræftcellers vækst in vitro (i reagensglas).

»Vores hypotese for det nye forskningsprojekt er oplagt. Benzoxazinoniderne i rugprodukterne må være en væsentlig del af årsagen til de positive effekter, som mad med rug har på prostatacancer,« konstaterer Inge S. Fomsgaard.

Forskerne vil undersøge benzoxazinoiderne nærmere i laboratoriet i væv fra minigrise, samt hos patienter med prostatakræft.

Projektet løber over tre år og er støttet med 4,8 mio. kroner fra Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion.

Læs også på Videnskab.dk: Spis nordisk og lev længere

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.