Hvad gør arbejdet ved vores madvaner?
Kilde: 
02 maj 2011

Forskere fra Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet tager nu sammen med en række samarbejdspartnere i Sverige, Norge og Finland hul på et stort, sociologisk forskningsprojekt, der undersøger spisemønstre i Norden.

Forskningsprojektet er det første af sin art i verden og vil give viden om, hvordan mere fleksible arbejdstider, forandrede familieforhold, nye udviklinger i madudbuddet og krav om bæredygtighed har påvirket den måde, vi spiser på i dag i forhold til for 10 år siden.
»Det bliver interessant at se, hvad der er sket i de sidste 10 år. Spiser vi stadig sammen i intime fællesskaber? Påvirker krav om bæredygtig udvikling vores madvalg? Er vi blevet mere 'amerikaniserede'? Og afspejler væksten i overvægt og fedme sig i vores måltidsmønstre?«
»Det særlige ved dette projekt er, at det kan sammenligne fire lande ved hjælp af materiale, som spænder over en længere tidsperiode. Det er helt unikt også i internationalt perspektiv, hvor noget tilsvarende ikke er gjort før,« siger professor Lotte Holm LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet, der leder projektet, i en pressemeddelelse.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.