Hvad er værst – at din partner er utro eller forelsket i en anden?
Kilde: 
08 januar 2015

KORT NYT FRA UDLANDET:

Hvis du absolut skal vælge mellem to onder, ville du så foretrække, at din partner gik i seng med en anden og ikke følte noget særligt, eller at din partner blev forelsket i en anden, men ikke gik i seng med vedkommende?

Hvis man skal tro en ny stor undersøgelse, der baserer sig på svar fra 64.000 amerikanere, så afhænger svaret af, om du er hetero- eller homoseksuel, og af om du er mand eller kvinde.

Ifølge undersøgelsen bliver heteroseksuelle mænd mest arrige over at tænke på, at deres partner har sex med en anden. Det gjaldt for 54 procent, mens 46 procent ville lade sig gå mest på af, at kvinden blev forelsket i en anden, selvom hun ikke havde sex med ham.

Stik modsat forholder det sig med heteroseksuelle kvinder, beretter ScienceDaily. 35 procent ville hade mest, at manden var dem utro, mens hele 65 procent synes, det værste er at forestille sig, at manden bliver forelsket i en anden, også selvom han ikke går i seng med hende.

Biseksuelle mænd og kvinder, bøsser og lesbiske viste derimod ingen særlig forskel i svarene.

Alt i alt stemmer undersøgelsens tal fint overens med evolutionære overvejelser, bemærker forskerne bag. Fædre kan som udgangspunkt ikke være sikre på, at et barn er deres. Derfor er tanken om, at kvinden har sex med en anden frustrerende.

Omvendt har kvinder brug for en mand til hjælp med at passe på afkommet og sørge for føde. Og hvis han bliver forelsket i en anden, risikerer kvinden, at sikkerheden forsvinder – lyder teorien.

»Det er vigtigt at forstå, hvad der kan udløse jalousi, for det kan udløse skadelig og voldelig adfærd,« siger førsteforfatter til den videnskabelige artikel, ph.d. David Frederick fra Chapman University i USA.

»Indtil nu har der været en betydelig uenighed om, hvorvidt mænd og kvinder reagerer forskelligt på seksuel og følelsesmæssig utroskab. Som regel bygger forskningen på små grupper eller undersøgelser fra college. Her har vi undersøgt et bredt og diverst udsnit af amerikanere,« siger David Frederik ifølge ScienceDaily.

I alt besvarede 63.894 mennesker på mellem 18 og 65 år forskernes spørgsmål.

Undersøgelsen og konklusionerne er offentliggjort i tidsskriftet Archives of Sexual Behavior.

Læs også:

Hvad gør mest ondt: en fødsel eller et hårdt spark i skridtet?

Mænd bliver utro, hvis de tjener mindre end konen

Er mænd evolutionært bagud?

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.