Homoseksualitet er blevet et billede på det moderne liv
16 april 2013

Ny forskning viser, hvordan opfattelsen af homoseksualitet markant har skiftet karakter i Danmark de seneste 25 år. Det skriver Købehavns Universitet i en pressemeddelelse.

Homoseksualitet er blevet et symbol på danske værdier om frisind. Det konkluderer Morten Nebeling Petersen, der er forfatteren bag ph.d.-afhandlingen "Somewhere, over the Rainbow", hvori han har gransket dansk lovgivningsarbejde, presseomtale samt film om homoseksualitet i det danske samfund.

»Den homoseksuelle figur er grundlæggende forandret fra at være forbundet med f.eks. degeneration, selvmord, AIDS og sygdom til at blive relateret til liv i form af reproduktion, national genkendelse, ægteskab og slægtskab,« siger Michael Nebeling Petersen.

I 1999 fik homoseksuelle adgang til stedbarnsadoption, og efter regeringsskiftet i 2001 blev en række lovforslag, der alle sigtede på at forbedre homoseksuelles juridiske rettigheder, fremlagt i Folketinget. I de forhandlinger omtaler mange politikere de homoseksuelle som en vigtig del af idéen om Danmark. Det står i modsætning til den tilsvarende proces i 1989, hvor Folketinget vedtog loven om registreret partnerskab:

Hvor den homoseksuelle i forhandlingerne i 1989 alene blev tolereret, så længe han eller hun ikke forstyrrede det heteroseksuelle ægteskab, blev det homoseksuelle ægteskab altså 10 år senere i stedet netop til det, der bekræfter institutioner som ægteskab, monogami og kernefamilie.

»Den homoseksuelle er ikke længere ’den Anden’. I stedet er den homoseksuelle nu også det, der understøtter det normale,« siger Michael Nebeling Petersen.

Til gengæld er det nu de grupper, der er modstandere af homoseksulitet, der, som de homoseksuelle 20 år tidligere, opfattes som dem, der truer samfundets stabilitet.

LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:

Forsker undskylder: Homo-studie holder ikke

Sådan ved du, det er ægte kærlighed

Forskere: Kærlighed lindrer smerte

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.