Høj aldersgrænse på alkohol får unge til at ryge flere fede
Kilde: 
08 juli 2015

KORT NYT FRA UDLANDET

Noget tyder på, at en skærpelse af aldersgrænsen for køb af alkolhol ikke mindsker unges indtagelse af rusmidler.

I hvert fald viser et nyt amerikansk studie, der omhandler unges alkohol- og hashforbrug i USA, at aldersrestriktionen på 21 år for køb og indtagelse af alkohol blot medfører, at unge under aldersgrænsen tænder en joint i stedet for at åbne en øl.

Denne prioritering vender drastisk, når de unge fylder 21 år, skriver sciencedaily.com.

»Alkohol ser ud til at være en erstatning for marihuana. Det pludselige fald i brugen af marihuana skyldes, at de unge pludselig har let adgang til alkohol,« siger økonom Ben Crost fra the University of Illinois, der står bag studiet, til sciencedaily.com.

Studiet er foretaget på unge i aldersgruppen 18-24 år og bygger på fem års indsamling af data gennem spørgeskemaer.

Forskerne mener, det er vigtigt, at politikerne har resultaterne med i sine fremtidige overvejelser omkring aldersgrænsen for alkohol - ligegyldigt om de vil sænke eller højne den.

»En marginal sænkning af minimums drikkealderen vil mindske brugen af marihuana hos unge voksne med omkring 10 procent. Samtidig vil en politik, der sigter efter at begrænse alkoholforbruget blandt unge voksne med høj sandsynlighed også have den utilsigtede konsekvens, at brugen af ulovlige stoffer, såsom marihuana, øges,« siger Ben Crost.

Med andre ord leder studiet op til en svær diskussion omkring, hvad der er værst: Alkohol eller hash?

Studiet er publiceret i The Journal of Health Economics.

Læs også:

Usikkert, om hash giver langtidsskader hos unge

Forskere: Alkohol er 100 gange mere dødeligt end cannabis

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

sbv
 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.