Hjernen bearbejder matematik og sprog vidt forskelligt
Kilde: 
12 april 2016

KORT NYT FRA UDLANDET:

Albert Einstein sagde engang, at ord og sprog havde intet at gøre med hans talent for matematik.

Nu viser et nyt studie af hjernen, at han sandsynligvis havde ret. Måden hvorpå hjernen bearbejder sprog og matematik er nemlig fuldstændig forskellig. Det skriver livescience.com.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.

Forskerne benyttede sig af en form for hjernescanning kaldet fMRI (functional magnetic resonance imaging), som skaber billeder, der registrerer ændringer i nervesystemet udløst af blodgennemstrømningen.

På den måde kunne forskerne se, hvilken del af hjernen, der lyste op ved forskellige typer opgaver.

I eksperimentet deltog 15 matematikere og 15 veluddannede personer, hvis kompetencer ikke lå inden for matematik. Forskerne præsenterede dem for en masse udsagn, der både var matematiske og ikke-matematiske.

Da begge grupper blev præsenteret for ikke-matematiske udsagn viste hjernescanningen aktivitet i de regioner, der associeres med behandling af sprog. 

Men da begge grupper blev præsenteret for avancerede matematiske koncepter lyste pandelappen, isselappen og temporallappen op. Det er i disse dele af hjernen, at matematik bearbejdes. Der var på dette tidspunkt ingen aktivitet i den venstre hjernehalvdel, der associeres med ord.

Ifølge Marie Amalric, der er medforfatter af studiet og forsker ved NeuroSpin Center i Frankrig, indikerer studiet, at forståelsen af matematik på det begrebsmæssige plan snarere bruger det nervenetværk, der genkender tal og rum end de netværk, der behandler almen viden.

»Vores resultater er i overensstemmelse med tidligere konklusioner, der viser, at sansen for tal og rum i den tidlige barndom er en god indikator for udviklingen af yderligere matematiske færdigheder,« siger Marie Amalric ifølge livescience.com.

Læs også:

Derfor er matematik ikke lige let for alle

Evnen til at lære sprog kan være medfødt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

pmd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.