Gletsjere på Mars gemmer på kolossale mængder is
07 april 2015

KORT NYT FRA UNIVERSITETERNE:

Mars gemmer på gletsjere, der er så rige på vandis, at det kunne fylde hele Mars overflade i én meters tykkelse.

Sådan konkluderer danske forskere fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet i et nyt studie, der er publiceret i tidsskriftet Geophysical Research Letters, skriver instituttet i en pressemeddelelse.

Studiet bygger på blandt andet radarmålinger fra NASA-satellitten Mars Reconnaissance Orbiter og sammenligninger med gletsjeres udformning på Jorden.

Postdoc Nanna Bjørnholt Karlsson beretter, at forskerne har fundet flere tusinde gletsjer-lignende formationer, der ligger i bælter rundt om Mars på breddegrader, der svarer til en placering lige syd for Danmark her på Jorden. De ligger både på den nordlige og den sydlige halvkugle og supplerer de velkendte iskapper på Mars’ poler.

Forskerne har haft gode data på enkelte gletsjere, men manglet data om andre. Det er de data, de danske forskere nu har regnet sig frem til.

”Vi har beregnet, at isen i gletsjerne svarer til over 150 milliarder kubikmeter is – det svarer til, at isen kunne dække hele Mars’ overflade i en tykkelse på 1,1 meter. Isen på mellembreddegraderne er altså en vigtig del af Mars’ vandreservoir, ” siger Nanna Bjørnholt Karlsson, postdoc i Center for Is og Klima på Niels Bohr Instituttet i pressemeddelelsen.

Isen er ikke fordampet ud i rummet, formentlig, fordi den er dækket af et tykt lag jordlignende støv, som har været med til at gøre det svært at finde ud af, præcis hvor meget vandis Mars har gemt på.

Læs også:

Robot finder vand i Mars-støv

En femtedel af Mars kan have været dækket af vand

Curiosity opdager aflejringer efter vand på Mars

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.