Gener styrer dit niveau af D-vitamin
02 december 2015

KORT NYT FRA DANMARK:

Nogle genvarianter kan sænke dit niveau af D-vitamin, selvom du spiser rigtigt og får tilstrækkeligt med sollys, viser et nyt ph.d.-studie fra Danmarks Tekniske Universitet. Det skriver DTU Fødevareinstiuttet i en pressemeddelse.

De fleste danskere dækker fint deres behov for D-vitamin i sommerhalvåret med sollys, da huden selv kan danne D-vitamin, når den bliver ramt af solens UVB-stråler. Men om vinteren siger man normalt, at du skal supplere i kosten for at dække dit behov for D-vitamin.

De nye resultater viser dog, at generne også spiller en stor rolle for niveauet af D-vitamin.

»Resultaterne viser, at personer, som er bærere af alle risiko-genvarianterne, har det laveste D-vitaminniveau i sensommeren, det største fald i D-vitaminniveau efter at have spist beriget brød og mælk hen over vinteren og den mindste stigning i D-vitaminniveau efter kunstig UVB-bestråling i forhold til bærere af færre eller ingen risiko-genvariationer,« forklarer Janna Nissen fra DTU Fødevareinstiuttet, der står bag ph.d.-studiet, i pressemeddelelsen.

Du kan hente hele hendes afhandling fra DTU's hjemmeside. 

De nye resultater kan i fremtiden hjælpe forskerne med at opdage, om en patient skal være særlig opmærksom på sit D-vitaminniveau.

»Studiets resultater kan bruges til at identificere genetisk prædisponerede pesroner, som har en øget risiko for at have et lavere D-vitaminniveau.  Det vil i fremtiden være muligt ved hjælp af en gentest,« fortæller Janna Nissen i pressemeddelelsen.

Læs også:

'Vidundermidlet' D-vitamin kan være farligt for dig

Vi har brug for mere D-vitamin end hidtil antaget

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

on

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.